Madrid, Manchester manglede mål
Zidane havde styr på defensiven, men det lykkedes ham aldrig rigtigt at overliste Pellegrini i jagten på scoringer
Summen af to gange minus bliver desværre ikke altid plus, og det var denne Champions League-kamp desværre et ynkeligt eksempel på. Med 0-0 på Etihad i Manchester endte det hele uden indikation af n endegyldig favorit i det returopgør, som finder sted i Madrid i næste uge.
Der var skrevet mange store ord om aftenens fodboldkamp i Manchester. Sådan skal det naturligvis også være, når to af fodboldens helt store klubber tørner sammen så sent i sportens fornemmeste turnering.
Og et fodboldbrag så det ud til at blive, i hvert fald indtil den første af i alt fire semifinale-kampe blev fløjtet i gang af tyrkiske Cuneyt Çakir. (I øvrigt dømte han en fremragende kamp, hvor han vekslede fint i forhold til kampens).
I Cristiano Ronaldos uheldige fravær var i øvrigt fundet plads til altid energiske Lucas Vázquez, der dog ikke var noget større lys i opgøret, og ikke magtede at drille englænderne. Generelt skal det dog siges, at Real Madrid var hårdt ramt denne aften, hvor normalt så skarpe Karim Benzema måtte lade sig udskifte allerede i pausen, og dermed var kun Bale tilbage fra den foretrukne offensive trio. Ikke at det på nogen måde gjorde mulighederne for avancement større.
Generelt led Real Madrid i flere faser af kampen: Gæsterne kiksede med flere tåbelige fejlafleveringer, der bragte tropperne i undertal og mod et hold som Manchester City tenderer det til, hvad amerikanerne ynder at kalde et ’death wish’. Naturligvis bør en del af kreditten for de mange fejl i særligt første halvleg også gå til hjemmeholdet, der klogt decimerede pasningsmulighederne kraftigt, og dermed tvang madrilenerne ud i svære løsninger i opspillet.
De mange fejl gav selvsagt City flere gode muligheder, men det var som om, at de stort promoverende Agüero, de Bruyne og Silva ikke magtede at gøre arbejdet færdigt. Om det skyldes mangel på evner eller slet og ret uheldige løsninger var svært at vurdere.
Men mens Real Madrid ikke leverede årets bedste præstation, så var heller ikke Manchester City ligefrem leveringsdygtig i poleret fodboldspil, hvor englænderne synes, at ville meget lidt til trods af hjemmebanefordelen, og det blev da også kun til meget få, og ofte sølle forsøg på at bringe Keylor Navas ud af fatning. Omvendt kan Real Madrid ærgre sig over ikke mindst en nærmest sensationel afbrænder fra ellers flot spillende Pepe samt et Jesé hovedstød på oversiden af overliggeren, men nogen egentlig magtdemonstration fik Zidane aldrig orkestreret fra sidelinjen, om end spillet var en del bedre efter pausen.
Med det målløse resultat er oddsene tippet en smule i Madrids favør, men omvendt kan en enkelt City-scoring i det spanske hurtigt vende tingene på hovedet. Alt er med andre ord åbent. Og mens vi venter på onsdag, så kan vi leve i håbet, om at både Benzema og Cristiano Ronaldo bliver klar til lørdagens svære kamp ude mod La Real.
Manchester City – Real Madrid 0-0 (0-0)
Manchester City
Hart – Glichy, Kompany, Otamendi, Sagna – Fernandinho, Fernando, De Bruyne – Silva (40’, Iheanacho), Agüero, Navas (77’, Sterling)
Real Madrid
Navas – Marcelo, Pepe, Ramos, Carvajal –Modric, Casemiro, Kroos (89’, Isco) – Bale, Benzema (45’, Benzema), Vázquez
Gule kort: Silva (Manchester City) Pepe, Carvajal (Real Madrid)
Dommer: Cuneyt Çakir
Kampens spiller: Pepe – var fremragende i begge ender af banen – med Ramos som en snæver runner-up.
Kampens detalje: Spillernes meget stramme taktiske disciplin, hvor man trods mange af de føromtalte boldtab stadig var enormt solide i den bagerste række.
Kampens badebold: Benzema, var tydeligvis ikke klar til kamp og burde nok selv have meldt fra til opgøret.
