På togt til Lombardiet
Om ikke matchvinder, så i hvert fald assistmager - uanset - Bale var en vigtig brik i denne storslåede sejr i Madrid.
Real Madrid skal til Milano! Det er de fornøjelige kendsgerninger ovenpå 90 minutters ensidig fodbold, hvor Manchester City var mere end heldige med kun at tabe 1-0 – nu venter bysbørnene fra Europas bedste fodboldby i en reprise af finalen fra 2014.
Sådan skal det gøres. Real Madrid leverede en solid indsats mod gæsterne fra Manchester City, og kan nu i ro og mag booke hotelovernatning i Milano i dagene op til den 28. maj, hvor dette års Champions League finale spilles.
Men vejen til Milano gik over sammenlagt 180 minutters fodbold, hvor det ikke var de store tekniske detaljer, kampene vil blive husket for. For mens Real Madrid måske manglende den allersidste skarphed, og særligt Karim Benzemas uforudsigelighed, så virkede det mest af alt som om, Manchester City ikke havde de fornødne kompetencer til at fremprovokere det, som Zidane på forhånd havde kaldt en katastrofe, men så alligevel: Når avancementet balancerer på et knivsæg, så undgår man som fan ikke at sidde og fremmane utallige skrækscenarier foran fjernsynet – det boldtab, den fejlplacering, det udspark – det hele giver anledning til panik, og det er uanset om modstanderenhedder Manchester City, Valencia eller Alcorcon.
Nu blev det heldigvis ved skrækscenarierne, og Real Madrid kunne dermed blot nøjes med Fernandos uheldige afretning på Bales afslutning midtvejs i første halvleg - en sitaution, som Bale i øvrigt selv efter kampen i et interview med engelsk TV indrømmede var et indlæg mere end en afslutning. Herfra og til glimrende Skominas slutfløjt var der mest af alt et dødvande, der aldrig rigtigt udmøntede sig til en seværdig fodboldkamp, hvor hjemmeholdet dog med lidt mere skarphed sagtens kunne have vundet større. Modric brændte en enorm chance, og Gareth Bale havde et flot hovedstød på tværribben.
Fra et Real Madrid-perspektiv var der dog flere plusser på spiller-kontoen, der udover avancementet talte en stærk tysker, et solidt makkerpar og ikke mindst en unaturligt dygtig kroat.
Kroos trådte i karakter som fornem afløser for ankeret Casemiro, hvis fravær på forhånd var imødeset med en vis portion nervøsitet, men tyskeren løste opgaven til punkt og prikke og bidrog med særligt en af ting, man savner hos Casemiro: skarptvinklede pasninger frem i banen. Det fik man med Kroos, og det gjorde ikke just opgaven nemmere for stakkels Manchester City, der virkelig led overfor Kroos’ afleveringer og ikke mindst Luka Modrics urimeligt dominans i alle midtbanespillets facetter. I øvrigt godt hjulpet af Isco, der særligt i første halvleg var en af banens absolut bedste.
I næsten endnu højere grad viste Ramos og Pepe også decideret overlegenhed, hvor man efter helt egen vilje pillede de Bruyne, Agüero og Navas. De to resterende dele af forsvarskæden, Carvajal og Marcelo, havde mere travlt med presse Manchester City i bud med overlap, indlæg og bolderobringer højt oppe på Bernabéus flotte græstæppe.
Med sejren stempler ikke blot Real Madrid igen ind på den internationale fodboldscene, men det samme gør så sandelig også Zinedine Zidane, der i den grad har vist, hvor vigtig respekt fra spillerne er, hvis man vil opnå succes i nutidens fodboldverden.
Real Madrid – Manchester City 1-0 (1-0)
1-0 Fernando (20’, selvmål)
Real Madrid
Navas – Marcelo, Ramos, Pepe, Carvajal – Modric (87’,Kovacic), Kroos, Isco (67’, James) – Cristiano Ronaldo, Jesé (55’, Vázquez), Bale
Manchester City
Hart – Clichy, Otamendi, Kompany (10’, Mangala), Sagna – De Bruyne, Fernandinho, Yaya Toure 61’, Sterling), Fernando, Navas (69’, Iheanacho) – Agüero
Gule kort: Vázquez (Real Madrid) Otamendi, De Bruyne, Fernando (Manchester City)
Dommer: Damir Skomina
Kampens spiller: Luka Modric. Giv mig navnet på en central midtbanespiller i verden, der er bedre end ham, og jeg skal fortælle dig, du lyver!
Kampens detalje: Real Madrid-spillernes respekt da Vincent Kompany desværre måtte lade sig udskifte tidligt. Nogle ting rækker bare ud over det at vinde og tabe.
Kampens badebold: Cristiano Ronaldo – lignende en spiller, der ikke burde have været med fra start. Det var som om, noget holdt ham tilbage.
