Spansk presse: Zidane fortsætter
Ifølge spansk presse har Florentino Pérez lagt sig fast på, at Zinedine Zidane fortsætter som Real Madrid-træner i den kommende sæson, også selv om denne skulle ende helt uden titler.
Beslutningen skal være taget for flere uger siden og har således ikke noget med Real Madrids nylige finaleplads i Champions League at gøre og det skyldes i høj grad den gode stemning i omklædningsrummet, som Zidane har formået at skabe.
Ligeledes har Zinedine Zidane fjernet den tvivl, som måtte være omkring hans uerfarenhed som træner på højeste niveau.
Zinedine Zidane har også stor opbakning i spillertruppen, hvor spillerne nærmest står i kø for at rose hans mandskabsbehandling og evne til at være nærværende over for alle.
