Måske snart kvindefodbold i Real Madrid

”Livet er for kort til kvindefodbold”.

Sådan lyder en noget chauvinistisk sætning, som måske er på vej til at blive udvisket i Real Madrid, som er et af blot fire hold i La Liga, som ikke har fodbold på spindesiden på programmet.

Gennem flere år har rygterne floreret om, at Real Madrid var på vej med at oprette et kvindehold og nu er der for alvor kræfter i gang i og omkring klubben for at få kvinderne med og skabe et hold, der kan konkurrere med europæiske klubber som Wolfsburg, Bayern München, Paris SG, Lyon, Arsenal og Chelsea.

I Real Madrid-sammenslutningen Primavera Blanca siger man:

- Vi spørger os selv, hvorfor Real Madrid – den største reference i verden i vores sport – stadig er på sidelinjen i denne åbenlyse realitet. Kvinderne – halvdelen af samfundet – er fuldt integrerede i fodboldverdenen. Klubben kan ikke bruge mere tid på at vende ryggen til samfundet.

Også LFP-præsident og inkarneret Real Madrid-tilhænger, Javier Tebas, er undrende over for, hvorfor Real Madrid ikke har et kvindehold, men han er dog sikker på, at det snart er en realitet:

- Det er jeg sikker på. De ønsker også at være en del af kvindesiden.

Og organisationen AR10 afholdt i går et tema med titlen ”Historia por hacer” med henblik på at få skabt en kvindeafdeling i Real Madrid. Her deltog mere end 300 kvinder, som efterfølgende var inviteret til at overvære Real Madrids kamp mod Valencia.

Lolo Merino, som er generaldirektør for AR10 Sports kaldte det efterfølgende for en fest for Madridismoen.

Mar Prieto og Ana Rossell, som er tidligere Atlético Madrid-spillere og landsholds-spillere i kvindefodbold deltog også i eventen og de sagde følgende:

Mar Prieto:

- Real Madrid ville ikke kun være et incitament, som ville give impulser til kvindefodbold, men de kunne også have den bedste ungdoms-afdeling, når man tager i betragtning, hvor mange Madridistas, der er i verden. Sporten er ikke kun penge, selv om det er svært for mange at forstå. Jeg håber, at Real Madrid kvindefodbold vil være en realitet snarest muligt.

Ana Rossell:

- Jeg har i mere end 20 år kæmpet for en kvindeafdeling i Real Madrid og jeg har aldrig fået et nej på spørgsmålet. Jeg siger altid, at det umulige kun tager lidt længere tid.

I Spanien vurderer man, at man i løbet af 1-2 sæsoner vil kunne nyde kvindefodbold i Ciudad Real Madrid.

Seneste artikler...