Morata-agent til møde på Estadio Santiago Bernabéu
Ifølge spanske Cadena SER var Álvaro Moratas agent, Juanma López, i dag til møde på Estadio Santiago Bernabéu for at forhandle nogle forhold på plads for den spanske angriber.
Mere og mere tyder på, at Morata har accepteret at blive købt tilbage af Real Madrid med henblik på et øjeblikkeligt videresalg, som vil give både ham selv og Real Madrid en stor økonomisk gevinst.
Real Madrid kan købe Álvaro Morata tilbage for 30 millioner € og herefter står flere klubber i kø for at købe spilleren for det dobbelte, heriblandt Paris SG og Arsenal.
Og netop sidstnævnte kan være målet for Álvaro Morata. I hvert fald melder de spanske medier, at Juanma López efter mødet på Estadio Santiago Bernabéu hastede videre til London for at forhandle med den engelske klub og Arsene Wenger menes at være klar til at betale 10 millioner € i årsløn til Morata for endelig at få en anstændig angriber i truppen.
