Pérez: Selvfølgelig fortsætter Zinedine Zidane
Ingen var vel i tvivl, men nu har Florentino Pérez selv løftet sløret for det, som ikke en gang var en hemmelighed. Zinedine Zidane fortsætter i jobbet som Real Madrid-træner.
Det siger Real Madrid-præsidenten i et interview på Antena 3:
- Zidane har været meget vigtig for mig, for Real Madrid og historien. Han ændrede historien i 2001 (da han kom til klubben), han vandt CL som spiller, som assistent-træner og nu som førsteholdstræner. Han fortæller mig det samme, som han fortalte mig i 2002: Jeg skal nok opnå det. Han har kontrakt til 2018 og han fortsætter i jobbet.
Zinedine Zidane har da også gjort det over al forventning i sin tid som Real Madrid-træner. Han har stået i spidsen for holdet i 27 kampe, hvoraf de 22 er vundet, mens tre er spillet uafgjort og kun 2 tabt. Målscoren hedder 77-22 og ud over CL-triumfen sluttede Real Madrid også af med at vinde de sidste 12 kampe i La Liga.
