Syv unge venter på Zidanes dom
Zinedine Zidane har sandsynligvis travlt med at spekulere i til- og afgange til den kommende sæson, men i kulissen venter 7 unge talenter på at få deres skæbne afgjort af den franske legende.
Det drejer sig om følgende 7:
Borja Mayoral:
- Der har været megen snak om købet af en stærk angriber til at understøtte Karim Benzema, men Lewandowski har forlænget med Bayern München og lige nu fremstår Mayoral som stærkeste bud på en angrebs-forstærkning til den kommende sæson. Han har flere gange været med førsteholdet og kender rutinen og i La Segunda B har han gjort sig bemærket med 15 sæson-mål. Han har netop forlænget til 2021 og kan meget vel blive en fast del af førsteholdstruppen i den kommende sæson.
Mariano:
- Han har fået sit absolutte gennembrud i denne sæson og han spiller sandsynligvis i Liga BBVA i den kommende sæson. Enten i Real Madrid eller i en anden klub som udlejet med tilbagekøbsklausul. Han har endnu ikke fået debut for Real Madrid, men på Zidanes opfordring har man forlænget med ham til 2021. Han er ekstremt hovedstøds-stærk, har et glimrende spark og er et fysisk pragteksemplar og han får lejlighed til at bevise sit værd under Real Madrids optakt. Han har scoret 25 mål i denne sæson.
Martin Ødegaard:
- Han er paradoksalt nok blomstret op efter at Luis Miguel Ramis overtog tøjlerne efter Zinedine Zidane og den 17-årige spiller menes endnu ikke at være helt klar til førsteholdet. En manglende oprykning til Liga Adelante vil givetvis resultere i en udlejning for Ødegaard, som har tiden for sig, selv om forventningerne er meget store.
Marco Asensio:
- I spillestil og placering på banen er hans sag meget lig Martin Ødegaards, men det taler til spanierens fordel, at han kommer fra et særdeles succesfuldt lejeophold hos Espanyol og dermed kender til fodbold på højeste plan. Han får sommeren til at overbevise om sit værd over for Zidane og ellers ender det sandsynligvis med en ny udlejning for den 20-årige spiller.
Diego Llorente:
- Vender tilbage fra et succesfuldt lejeophold hos Rayo Vallecano. Minder om Nacho, idet han fortrinsvis er central forsvarer, men også kan fungere på back-positionerne. I Vallecano stiftede han også bekendtskab med pladsen som midtbanespiller. Han har tilbud fra både Villarreal og Espanyol
Jesús Vallejo:
- Blev købt sidste sommer i Zaragoza, hvor den 19-årige forsvarsspiller fik lov til at fortsætte på lejekontrakt. Han er anfører og ikon i Zaragoza, men har haft en sæson plaget af skader og eftersom Real Madrid ikke akut mangler centrale forsvarere, tyder meget på at han fortsætter i Zaragoza, som i øvrigt kan være på vej til oprykning til Liga BBVA.
Burgui:
- Får meget svært ved at finde plads i Real Madrid. Han har samme rolle som Lucas Vázquez og Jesé og efter et mindre succesfuldt lejeophold i Espanyol synes det ikke sandsynligt, at han får en plads i klubben i den kommende sæson. Han har et år tilbage af sin kontrakt, så Real Madrid skal finde en løsning med ham i løbet af sommeren.
