Marca: James vil væk
Ifølge spanske Marca skal James Rodríguez nu endegyldigt have besluttet sig for at ville forlade Real Madrid.
Den colombianske offensivspiller har ellers længe været af den overbevisning, at det ville være bedst at fortsætte, men afgørende for hans nye beslutning er angiveligt, at han slet ikke fik spilletid i CL-finalen, hvor han igen måtte se sig overhalet af både Lucas Vázquez og Isco.
Real Madrid synes fortsat mest indstillet på at beholde James og man tager også de nye oplysninger med ophøjet ro, idet der ikke er udsigt til samme ballade, som eksempelvis sagerne med Ángel di María og Mesut Özil gav.
James har i den forgangne sæson spillet 32 kampe for Real Madrid, hvilket var 14 mindre end sin første sæson i klubben.
Real Madrid betalte 75 millioner € for James i 2014 og det beløb ventes der ikke problemer med at hente hjem igen, såfremt det ender med et salg.
