La Gazzetta dello Sport: 120 millioner €-bud på Pogba
Ifølge italienske La Gazzetta dello Sport forbereder Real Madrid et bud på ikke mindre end 120 millioner € på Paul Pogba.
Avisen mener samtidig at vide, at Juventus forbereder sig til at sige farvel til den 23-årige franskmand, som man erkender kan blive svær at holde på og derfor er man praktisk talt nået til enighed med AS Roma om købet af Miralem Pjanic, som i nogen grad kan ses som afløser for Pogba.
Zinedine Zidane har gennem et par år talt varmt om sin landsmand og håbet er nu, at han kan overtale ham til et skifte til den spanske hovedstad.
Også Manchester United meldes interesseret i spilleren, hvilket har fået de engelske aviser til at titulere det som ”Pogback”, eftersom franskmanden forlod netop Manchester United for 1 million € i 2011 og den engelske klub skal nu være klar til at give 100 millioner € for ham.
