Mourinho straffer Higuaín
Ifølge spansk presse har José Mourinho besluttet at afkorte Gonzalo Higuaíns ferie fra fire dage til tre dage.
Den pludselige ferie skyldes, at Higuaín har karantæne i morgendagens kamp i lighed med Arbeloa og Modric, men i modsætning til de to sidstnævnte, har den argentinske angriber fået besked på at møde en dag før op til træning i Ciudad Deportiva de Valdebebas.
Higuaín var ellers på vej til en forlænget weekend i England, men har nu måttet ændre hjemrejse-datoen, hvilket angiveligt har skuffet ham gevaldigt oven på en periode, hvor han samtidig har følt at der ikke længere regnes så meget med ham.
Baggrunden til afkortningen af ferien skal være, at Mourinho mener, at Higuaín i øjeblikket er lidt ude af form og har taget på.
Higuaín har ikke scoret i de seneste seks kampe for Real Madrid og det er den dårligste stime i hans tid i klubben.
