Butragueños anekdote om sine fire mål mod Danmark

Mange husker nok Danmarks landskamp mod Spanien ved VM i Mexico i 1986.

Foran 1-0 og lige før pausen laver Jesper Olsen en.........”Jesper Olsen”, hvorefter Butragueño kan lave sit første af fire mål i kampen, som sender Danmark hjem fra slutrunden med et sviende nederlag på 5-1.

Hovedpersonen, El Buitre, fortæller selv om den oplevelse i La Tertulia på Real Madrid TV:

- Jeg siger altid, at det var en heldets aften, det er ikke normalt at score 4 mål og slet ikke ved en VM-slutrunde. Danmark var en af kandidaterne til titlen, de havde vundet 6-1 over Uruguay, 2-0 over Vesttyskland.....de havde et ekstraordinært hold med Laudrup og spillede rigtig godt. Hverken jeg eller andre havde forventet, at jeg ville score fire mål og at vi ville vinde over en af favoritterne.

Emilio Butragueños fire mål blev måske virkelighed efter et godt råd fra hold- og værelseskammerat, Michel:

- Han var min værelseskammerat ved denne slutrunde og vi havde mange fodbold-diskussioner. Han og flere andre holdkammerater mente, at jeg skule ligge tættere på straffesparksfeltet, men jeg ville gerne være i kontakt med bolden og deltage i spillet. Når du spiller helt i front deltager du ikke altid i spillet og det brød jeg mig ikke om. Efter kampen kom Michel hen til mig og sagde: ”Du skylder mig vist et eller andet” eller sådan noget. Denne dag fulgte jeg hans råd og han fik ret.

Ifølge Emilio Butragueño fejrede de spanske fans sejren over Danmark ved Cibeles-springvandet i Madrid og det var angiveligt første gang, at fans mødtes her for at fejre triumfer.

Seneste artikler...