Real Madrid vil holde på Morata

Álvaro Morata var en af de store oplevelser for Spanien, som i går fejede hen over Tyrkiet og vandt med 3-0 på blandt andet to mål af Juventus-angriberen.

Det har længe stået klart, at Real Madrid ville gøre brug af sin frikøbsklausul på 30 millioner € på Morata og længe har det været meningen, at man ville sælge ham videre til en anden klub med henblik på at score en stor økonomisk gevinst – hele tiden med Moratas fulde accept, da en sådan handel ellers ikke kunne finde sted.

Men i Real Madrid synes der snart at være skabt en stemning for, at Álvaro Morata skal blive i klubben i den kommende sæson og fungere som afløser for Karim Benzema; en position der hidtil har været varetaget af Jesé, som kan være på vej væk på et lejeophold.

Allerførst skal man dog have Zinedine Zidanes accept af, at Álvaro Morata indlemmes i truppen, men det kan også blive en udfordring at få den spanske angriber til at acceptere en mere sekundær rolle som afløser for BBC-trioen, der fortsat vil være ”urørlig”, ifølge Zidanes egne ord.

Et videresalg af Álvaro Morata ventes at give Real Madrid omkring 70 millioner € i klubkassen og kan angriberen fortsætte de gode takter under EM, er det en pris som i hvert fald ikke vil falde.

Seneste artikler...