Real Madrid kædes på ny sammen med Verratti
Det er ikke nogen hemmelighed; Real Madrid jagter en central midtbanespiller fra øverste hylde. Pogba har længe været på blokken i Real Madrid, men franskmanden selv ser ud til at vægte engelsk middelmådighed højere, end spansk verdensklasse. Derfor har Real Madrid angiveligt valgt at justere radaren ind på PSG's lille italienske midtbanemand, Marco Veratti. Det skriver La Gazzetta dello Sport.
Real Madrid skulle eftersigende være villige til at betale 50 millioner euro for italienerens underskrift.
Interessen for Verratti er ingenlunde ny, men rygterne om PSG's dygtige styrmand har været ganske få over en længere periode, hvilket formentlig, udover den store interesse i Pogba, er en konsekvens af Verrattis skadeskvaler denne sæson, hvor han missede EM pga. en lyskeoperation.
Real Madrid er dog ikke ivrige efter at smide om sig med penge denne sommer, da Kongeklubben allerede råder over hele ni midtbanespillere, hvorfor der først og fremmest skal lægges en plan med de midtbanespillere, der er i truppen og som skal ud på et nyt eventyr.
