Real Madrid sluttede af med sejr over Bayern München

Real Madrid synes klar til den europæiske Super Cup efter i nat at have slået Bayern München med 1-0 i en kamp, som efterlod et rigtig godt indtryk for de mange spillere.

Zidanes tropper lagde forsigtigt ud i opgøret og de første chancer tilfaldt tyskerne, som blandt andet måtte se et Alaba-skud ramme stolpen, men ellers var det fattigt med chancer i første halvleg.

I anden halvleg kom indskiftningerne og Real Madrid overtog mere af styringen af spillet ved at få nogle folk på banen, som allerede havde kampe i benene, blandt dem var Martin Ødegaard og Danilo, som stod bag kampens enlige scoring, der faldt 13 minutter før tid.

Nordmanden afleverede til Danilo, der tog et træk ind i banen og med et tørt hug smækkede bolden ind bag Sven Ulreich i Bayern München-målet. Det var nok en afslutning, som var blevet taget af den normale førstemålmand, Manuel Neuer, men det var en kærkommen succes-oplevelse for den brasilianske back, som spillede en udmærket kamp.

Og det er de generelle indtryk fra USA-turen, at mange spillere har gjort det rigtig godt og det må give Zidane positive hovedbrud, når han tilbage i den spanske hovedstad skal skille fårene fra bukkene og forme den kommende sæsons hold.

Real Madrids hold: Kiko Casilla, Daniel Carvajal (m.63, Danilo), Sergio Ramos (m.63, Philipp Lienhart), Raphael Varane (m.46, Nacho), Marcelo (m.77, Tejero); Casemiro (m.78, Marcos Llorente), Luka Modric (m.46, Mateo Kovacic, Isco Alarcón (m.63, Martin Odegaard), James Rodríguez (m.46, Marco Asensio); Lucas Vázquez og Álvaro Morata (m.77, Mariano).

Seneste artikler...