Zidane: Manglende Morata-mål bekymrer ikke
Zinedine Zidane var glad og tilfreds med sejren i den sidste træningskamp mod Bayern München og han gjorde i går status over turen og den kommende Super Cup-kamp mod Sevilla:
- Turen har givet et positivt udbytte. Holdet er parat til den europæiske Super Cup, for efter tre kampe og tre ugers arbejde er vi klar til at spille på tirsdag. Det bliver vores første vigtige kamp.
Her må Zidane sandsynligvis se bort fra Pepe, Kroos og Bale, som først vender tilbage fra ferie lige op til kampen:
- Jeg tror ikke, at Pepe, Kroos og Bale er med i Super Cuppen. Vi må se, når vi kommer tilbage til Madrid.
Herudover kom han ind på følgende emner:
Benzemas skade:
- De, som har været med på optakts-turen, er nødt til at vende tilbage og så kigger vi på, hvordan de har det i Madrid. Karim vil være med os og så må vi se, hvad vi kan gøre. Vi forventer, at han kan spille Super Cup-finalen. Lige nu er han i bedring og han har trænet med os. Når man ikke træner i fuldt omfang er det kompliceret, men det vigtigste er, at han er med os.
James´ debut:
- James spillede sine første 45 minutter og han får så småt rytme. Det er den normale proces, når spillere begynder igen efter sommerpausen.
Moratas manglende mål:
- Det bekymrer mig ikke, at Morata ikke scorer, han giver os lidt af det hele og så skal målene nok komme. Som jeg altid har sagt, så tæller det kollektive arbejde for gruppen.
Om Asensio:
- Jeg vil gerne have Asensio til at fortsætte i Real Madrid, men vi snakker om det, når vi kommer til Madrid.
