Real Ramos vandt Super Cuppen
El Gran Capitán! Ramos leverede et vigtigt, vigtigt mål, da Real Madrid efter et drama hentede den europæiske Super Cup hjem til Madrid.
Det lignede et nederlag i den europæiske Super Cup, men nærmest vanen tro, så dukkede Sergio Ramos op i kampens allersidste sekunder, vendte bøtten og sikrede en forlænget spilletid, der via et smukt Carvajal-mål endte i triumf for de hvidblusede.
Sergio Ramos er nærmest ved at gå fra at være legendarisk til mytisk i Real Madrid-kredse, for igen, igen og så lige igen var det andaluseren, der sikrede madrilensk overlevelse i en europæisk finale.
Denne aften gik det udover stakkels Sevilla, der vel nærmest havde åbnet de første flasker Krug Private Cuvée, men som i de alleryderste sekunder måtte gennemleve den erkendelse, at en fodboldkamp ikke er slut, før Sergio Ramos tillader det. Med Ramos’ last minute hovedstødsscoring sikrede han Real Madrid forlænget spilletid, og i sidste ende også årets første trofæ, hvilket set over særligt de første 90 minutter nok ikke var helt fortjent.
Ramos’ drama til trods så var det ikke nogen stor fodboldoplevelse på en aften i Norge, hvor den silende regn tegnede af en perfekt symbolik af den spillemæssige tristesse. Finalen i den europæiske Super Cup lignede i lange perioder mere et træningsopgør end en gældende fodboldkamp, bedst illustreret med en stribe mærkværdige afleveringer og langsomme beslutninger.
Begge hold led i samfulde 120 minutter udover en stor portion premiere-nerver også under, at langt hovedpartens af klubbernes førstevalg enten sad på bænken, var blevet solgt eller var helt udeladt af truppen. Den slags skal ødelægge flowet og energien i spillet, hvilket man lidt for ofte måtte sande i opgøret fra det norske. På den baggrund er det da heller ikke fair, at konkludere alt for meget om truppens nuværende styrke, hvilket anonymiteter som Morata og Kovacic nok skal være fint tilfredse med – for ingen af de to var tæt på at overbevise om hverken fugl, fisk eller midt i mellem.
Den generelle slendrian var dog ikke blot hovedrysten i almindelighed, men også direkte indvirkende på Sevillas første scoring – en udligning, hvor dårskab var direkte indvirkende på, at Vázquez lidt for let kunne sparke bolden ind bag en prisgivet Kiko Casilla.
Omvendt var der dog enkelte lyspunkter. Herunder særligt til Madrids mest fremtrædende spillere, Asensio, der har funklet som nypudset sølvtøj i opstartssæsonen, og helt fortjent var med fra start, og hvordan tilbagebetaler man bedre dette end ved at klappe bolden i nettet med kampens første scoring. Flot, flot, flot – og en fin indikation af, at den blot 20-årige kan blive en solid gevinst i fremtiden – særligt hvis han bibeholder den ærgerrighed og dygtige boldomgang.
Asensios vilje til trods så savnede opgøret, og Madrid i særdeleshed de helt store chancer, hvor det lidt for ofte blev til halvkvalte udbrudte, der efterlod Sevilla-målmand Sergio Ríco uden deciderede nærdødsoplevelser i andalusernes mål. Som en konsekvens heraf valgte Zidane at tage Isco og Morata ud, og erstatte dem med på papiret mere kompetente Modric og Karim Benzema. Og de to kunne starte med at være vidne til, at Sergio Ramos uheldigt begik et straffespark, der blev omsat til scoring af en yderst selvsikker Konoplyanka.
Herefter forsøgte Madrid med et tungt pres, men rigtigt farligt blev det aldrig, i hvert fald ikke før Sergio Ramos legede angriber og udlignede opgøret, hvorefter Carvajal i de sidste minutter af den forlængende spilletid driblede sevillanernes forsvar, og smart sparkede bolden ind bag Sergio Ríco.
Resten er – som man siger – endnu et kapital i hovedstadsklubbens glorværdige historie.
Real Madrid – Sevilla 3-2 (1-1)
1-0 Asensio (21’), 1-1 Vázquez (41’), 1-2 Konoplyanka (72’), 2-2 Ramos (90+3’), 3-2 Carvajal (119’)
Real Madrid:
Casilla – Marcelo, Ramos, Varane, Carvajal – Casemiro, Kovacic (73’, James), Isco (66’, Modric) – Asensio, Morata (62’, Benzema), Vázquez
Sevilla:
Ríco – Kolo, Carriço (51’, Rami), Pareja, Mariano – Vázquez, Nzonzi, Iborra (74’, Kranevitter) – Kiyotake, Vietto (67’, Konoplyanka), Vitolo
Gulte kort: Vitolo, Kolo x2 (Sevilla) Carvajal, Asensio, James (Real Madrid)
Røde kort: Kolo (Sevilla)
Dommer: Mazic
Kampens spiller: Lucas Vázquez – en af de normale reserver, men tog mere ansvar end de fleste.
Kampens detalje: Asensios mål – for pokker en kasse.
Kampens badebold: Kovacic (Skal stadig overbevise undertegnede om, at han har format til Madrid)
