Sissoko venter på Real Madrid

Real Madrid har foreløbig kun hentet Álvaro Morata og Marco Asensio til den kommende sæson, men i Newcastle sidder Moussa Sissoko og håber på en henvendelse fra de europæiske Super Cup-vindere. Det fortæller den franske midtbanemand til BBC:

- Jeg håber, at Real Madrid vil hente mig, jeg venter fortsat på dem. Hvis Real Madrid er interesseret i dig, så er du naturligvis meget glad, men lige i øjeblikket er jeg Newcastle-spiller.

Både Newcastle-træner Rafa Benítez og Newcastles sportslige ledelse har dog ikke i sinde at sælge Sissoko billigt, men fransmanden håber alligevel på forståelse fra klubben:

- De må forstå mig, jeg har været her i 3½ år. Jeg har givet alt for klubben og jeg ønsker at spille vigtige kampe. Derfor er jeg nødt til at søge væk.

Den 26-årige spiller har gennem længere tid været sat i forbindelse med et skifte til Real Madrid, men angiveligt skal unavngivne folk tæt på beslutningstagerne i Real Madrid på det kraftigste have afvist overhovedet at være interesseret i Moussa Sissoko.

Seneste artikler...