Tribune truer trio
Zinedine Zidane har affundet sig med, at der sandsynligvis ikke kommer flere til- eller afgange af spillere og at han dermed råder over den nuværende trup på 23 mand.
Ifølge Marca får det betydning for den profilerede trio bestående af Marco Asensio, Isco og James, som sandsynligvis må finde sig i, at mindst en af dem skal overvære kampene fra tribunen, når Real Madrid har alle mand klar.
Zidane har nemlig lagt sig fast på 4-3-3-formationen og midtbanefolkene bliver sandsynligvis Casemiro, Modric og Kroos, mens BBC udgør front-trioen.
Herefter skal der fordeles 7 bænkepladser, hvor Casilla, Lucas Vázquez og Morata synes sikre, mens der sandsynligvis også skal findes plads til to forsvarere. Herefter er der blot to pladser tilbage til de tre offensive midtbanefolk, samt Mateo Kovacic, som også må se sine chancer for regelmæssig spilletid truet.
Zinedine Zidane har dog slået fast, at frem til den 31. august kan alt ske på transfermarkedet, men i forbindelse med et spørgsmål om Marco Asensio har han også gjort betingelserne klar for sine spillere:
- Han ved, hvad der venter og det ved alle spillere. Jeg vil ikke skuffe nogen. Jeg vil forsøge at stille med det bedste hold til hver kamp.
