Zidane mest vindende Real Madrid-træner i La Liga
Siden Zinedine Zidane tog over fra Rafael Benitez i januar, har det hovedsagligt været positive gloser, der er strømmet i retning af franskmanden.
Kronen var selvfølgelig Champions League trofæet og La Undecima i Milano i maj, men faktisk har Zidane indtil videre også haft en fremragende statistik hjemme i Spanien.
På tærsklen af den nye sæson har Real Madrid vundet 17 af de 20 La Liga kampe, hvor Zidane har siddet på trænerbænken. Det giver den højeste vinder-procent i ligaens historie på imponerende 85 %.
Dermed overgår han andre velkendte trænernavnes historie i klubben med Manuel Pellegrini tættest på med 81,5 % efterfulgt af Mourinho med 76,5 % og Ancelotti på 75 %.
Real Madrid har under Zidane nettet 3,1 mål i gennemsnit pr. kamp og er tilmed ubesejret i de ti udekampe franskmanden har haft ansvaret.
Det er naturligvis lidt tidligt at skrive en endelig statistik over Zidane’s trænergerning, men den vindermentalitet han har sparket ind i truppen må meget gerne fortsætte, når La Liga sparkes i gang på Anoeta søndag aften.
