Pique håner Real Madrid
FC Barcelonas Gerard Pique, bedre kendt som Shakiras ægtemand, er ikke just kendt for at være den store Real Madrid fan. Og der er næppe heller mange i den spanske hovedstad, der er på julekort med den spanske landsholdsforsvarer.
Pique har tidligere udtalt sig mere end kritisk om Real Madrid og understreget at han virkelig nyder rivaliseringen og den til tider dårlige stemning mellem de to klubber. Den dårlige stemning har Pique nu endnu engang været frontmand for at skabe.
Således blev han i går aftes i en Twitter Q&A session spurgt om hans præferencer i forhold til den forestående Champions League lodtrækning. Her var Pique hurtig til ikke at svare på spørgsmålet og i stedet sende en stikpille afsted mod de forsvarende mestre: ”En nem gruppe og efterfølgende Italiens tredjebedste hold, nr. otte i Tyskland og fjerdepladsen i England og altid på hjemmebane i returkampen.” Tweetet var selvfølgelig en henvisning til de hold Real Madrid mødte i sidste års turnering og som Pique syntes var rene walkovers.
Barcelona måtte igennem tredjepladserne i henholdsvis England og Spanien før Pique og holdkammeraterne, der som bekendt var forsvarende mestre, måtte strække våben og forlade Champions League allerede i kvartfinalerne.
I aften kl. 18 afsløres det om Real Madrid får en lige så nem vej mod en den 12. Champions League titel.
