Real Madrid rystede Camp Nou
Nok er Copa del Rey ikke den mest vigtige af forårets pokaler, men ingen kan fornægte, at et El Clásico altid rummer noget noget særligt. Således også i aften, hvor både Real Madrid og Barcelona med meget få undtagelser stillede med dee bedst mulige opstillinger. Så meget desto større bliver den præstation som Mourinhos Madrid leverede i Catalonien.1-3 vandt et skræmmende stærkt Madrid hold, og det var i en kamp, hvor der aldrig var skyggen af tvivl om sejrsherren.
Med gevinsten i den moralske finale er Real Madrid altså klar til den egentlige af slagsen, når man senere på foråret skal op med enten Sevilla eller Atlético Madrid.
Snakken havde forud for kampen, som så mange gange før, handlet om Messi versus Cristiano Ronaldo. Denne aften var der ingen tvivl om, at Cristiano Ronaldo overgik den lille argentiner, som måske havde været bedst tjent med overhovedet ikke at klæde om til kampen. Cristiano gjorde nemlig det, han måske gør bedst af alle i verden: score mod Barcelona på Camp Nou. Portugiseren har nu scoret de seneste seks gange, Real Madrid har besøgt det store stadion i Catalonien.
I dag på straffespark og sidenhen som følge af et fornemt kontraangreb.
Straffesparket – korrekt dømt – om end synderen Pique flæbede mere over den kendelse end en udstemt Paradise Hotel-deltager, blev sikkert sparket i nettet. Barcelona appellerede i flere omgange om en lignende kendelse i den modsatte ende, og selvom Pedro kom en anelse tættere af to omgange, så skal man være ualmindeligt blåøjet catalansk sportsavis skribent for med alvor at mene, at hjemmeholdet blev snydt for noget i de situationer.
Og alt i mens der blev skrevet lange, vrede artikler om dommerfejl, snyd, grove frispark og fejlkendelser, så gjorde Cristiano det til 2-0. Nu efter et veludført kontraangreb, hvor dí María gjorde en efterhånden mere end halvtung Puyol til grin og via en fin Pinto-parade fandt Cristiano Ronaldo, som med største selvfølgelig trillede bolden i nettet til uoverstigelige 2-0.
Ydmygelsen blev komplet, da purunge Raphaël Varane fornemt headede bolden i nettet bag en sagesløs Pinto. Den unge franskmand trak som bekendt store overskrifter i den omvendte kamp, og også i aften var den purunge franskmand en sand nydelse. Alligevel må Varane dog alligevel se sig overgået af en vis herre født på en portugisisk ferie-ø. For Cristiano Ronaldo havde det denne onsdag aften som en blomme i Madeira, og stort set hver eneste gang, han modtog bolden, skabte den hvideblusede syver farlige situationer.
Ret skal dog være ret – det er usandsynligt svært at udpege enkelte højdepunkter på et Real Madrid hold, som overordnet set leverede en sand jætte-indsats, hvor alle arbejdede klogt, struktureret og med kollektivet for øje. En sand fornøjelse, og uden tvivl den oprejsning vi madridistas har sukket efter.
Kampen vil desuden blive husket for Jordi Albas nærdødsoplevelse ved sidelinjen, hvor han efter et fuldstændigt vanvittigt overfald fra Álvaro Arbeloa blev kastet til jorden og snart ikke vidste, hvilken kropsdel han skulle ømme sig over. Havde det da heller ikke været for et par sprøjt mirakelvand og nogle opmuntrede bemærkninger fra de nærmeste tilskuere, så er det ikke sikkert, at backen havde været i stand til at score sit trøstemål mod kampens slutning.
Med den overlegne sejr er Real Madrid altså klar til den spanske pokalfinale, som afvikles den 18. maj, mens Barcelona trods alt har revanchemulighed allerede lørdag klokken 16.00. Her afvikles endnu en gang et El Clásico, der med aftenens kamp in mente formentlig vil være spækket med masser af drama.
FC Barcelona – Real Madrid 1-3 (0-1)
0-1 Cristiano Ronaldo (13. min, str.), 0-2 Cristiano Ronaldo (57. min.), 0-3 Varane (69. min.), 1-3 Alba (89. min.)
Advarsler
FC Barcelona: Pique, Puyol
Real Madrid: Álvaro Arbeloa
Tilskuere: 89.000
Dommer: Undiano Mallenco
FC Barcelona: Pinto – Alba, Pique, Puyol, Alves – Xavi (73. min., Thiago), Busquets, Cesc (59.min., Villa) – Pedro (71. min., Tello), Messi, Iniesta
Real Madrid: Lopéz – Coentrão, Sergio Ramos, Varane, Arbeloa – Khedira, Xabi Alonso (84. min., Essien) – Cristiano Ronaldo, Özil (78. min, Pepe), dí María – Higuaín (71. min., Callejón)
