Optakt: Espanyol – Real Madrid
I aften skal Real Madrid forsøge at fortsætte den fremragende sæsonstart man har fået i dette års La Liga Santander, når man i Barcelona skal på besøg hos Espanyol.
Aftenens hjemmehold er kommet halvkedeligt fra start med bare to point i de tre første kampe. Den catalanske lillebror blev sidste år købt af kinesiske rigmænd med det mål at sende klubben i Champions League inden for fem år. Derfor har man også forstærket truppen med en række halvstore navne, der skal sikre de gode resultater.
Blandt andet har man på mål hentet den tidligere Real Madrid målmand Diego Lopez, samt Demichelis til forsvaret. På bænken har man været på jagt i Watford og hentet nok en tidligere Real Madrid mand, nemlig Quique Sánchez Flores. Det har dog været så som så med resultaterne og Espanyol indtager pt. en beskeden 15. plads.
Real Madrid og Espanyol har i mange år haft et ganske godt forhold til hinanden og det ses da også på de to trupper, hvor flere har taget turen mellem de to klubber. For aftenens gæster gælder det for målmand Kiko Casilla og Marco Asensio, der forhåbentligt begge får et glædeligt gensyn med RCDE Stadium – Cornellá som Espanyols hjemmebane så mundret hedder.
Zidanes tropper er på jagt efter den 16. La Liga i streg, hvilket vil være en tangering af Pep Guardiola’s Barca mandskab fra 2011.
Både Ronaldo og Bale er blevet hjemme i Madrid for at spare kræfter frem til resten af månedens hårde kampprogram. Det giver med stor sandsynlighed en plads i startopstillingen til både James og Morata, der jo kom ind i midtugen og skabte en mindeværdig remontada mod Sporting.
Der er til det sidste tvivl i den madrilenske sportspresse, om Zidane vælger at starte med Benzema, der ikke gjorde en god figur i onsdags, eller sætter Asensio
ind på sin gamle ”hjemmebane”.
Aftenens opgør fløjtes i gang kl. 20.45 af dommer Hernández Hernández og kan følges på TV3 Sport 2 eller Viaplay.
Real Madrids forventede startopstilling: Casilla – Carvajal – Pepe – Sergio Ramos – Marcelo – Modric – Casemiro – Kroos – James – Morata – Benzema
