Optakt: Real Madrid – FC Barcelona

Kort før klokken 23 tirsdag aften havde Real Madrid taget en af årets største sejre – 3-1 over ærkerivalerne fra FC Barcelona, og så endda på Camp Nou.

 

I eftermiddag får madrilenerne chancen for at gentage den bedrift. Her mødes historiens to største modstandere nok en gang – denne gang i Madrid. Men mens tirsdag aften handlede om en plads i Copa del Rey finalen, så er det i dag tre point i La Primera, som er på højkant, og det gør det hele lidt mindre spændende.

 

Real Madrids muligheder for et mesterskab er reelt set forpasset, da FC Barcelonas forspring er på uhentelige 16 point, hvilket efter al sandsynlig får Mourinho til at overveje at spare en stribe profiler til dagens kamp. Ikke mindst fordi man tirsdag aften har en sæson-definerende udekamp i Champions League mod Manchester United, hvis vigtighed vægter langt højere. El Clásico eller ej.

 

I spanske medier spekuleres der heftigt i, at stjerner som Xabi Alonso, Cristiano Ronaldo, Özil, Coentrão, Raphaël Varane, Higuaín og Sami Khedira må tage til takke med pladser på enten tribune eller bænk. Samtidig mangles Ángel dí María til opgøret – hans tåbelige dobbelt-bedrift mod Deportivo La Coruña skal afsones i dagens kamp mod FC Barcelona.

 

Deres pladser kan dog blive overtaget af kompetente reserver som Kaká, Essien, Pepe, Marcelo, Callejón, Benzema og så lurer den overraskelse, at Morata muligvis er med fra start.

 

Dette må dog regnes som værende mindre sandsynligt.

 

Omvendt vil Barcelona assistent Roura stille med stærkest mulige mandskab, hvilket dog betyder, at han må se bort fra Xavi Hernandéz, som meldes ude i cirka to uger. Han erstattes efter alt at dømme af David Villa, hvilket næppe kan ses som en egentlig svækkelse, Xavis seneste præstationer in mente.

 

Også på målmandsposten opruster catalanerne i forhold til cup-derouten tirsdag; her er Valdes nemlig tilbage og han afløser dermed den markant svagere Pinto.

 

Der ventes et udsolgt Bernabéu til dagens kamp – hvor Real Madrid fravær eller ej stadig vil blive mødt med kravet om en stor indsats mod et hold, som upåagtet et par dårlige uger stadig må regnes som et af verdens allerbedste. Samtidig er der det ærgerlige statistiske faktum, at Real Madrid som hjemmehold ikke siden den meriterende 4-1 ’el pasillo’ sejr tilbage i 2008 har slået Barcelona i ligaen.

 

Pérez Lasa fløjter kampen i gang klokken 16.00 – et opgør, som samtidig kan følges på Kanal 5.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce