Kun fire spillere til disposition for Zidane
Der er masser at arbejde med for Zinedine Zidane, men når han møder ind på arbejde i Ciudad Real Madrid i morgen formiddag, vil der være næsten mennesketomt på træningsbanen.
Kun fire spillere er nemlig til disposition, idet 15 spillere er taget med deres respektive landshold, mens Marcelo, Casemiro, Modric, Coentrao og Benzema døjer med skader og derfor ikke træner med.
De fire tilbageværende spillere er de to målmænd Casilla og Rubén Yáñez, samt Danilo og Mariano.
Real Madrid spiller allerede den 15. oktober mod Betis på udebane, men de fleste af landsholdsspillerne er først tilbage mandag, mens James og Kroos først ventes tilbage i løbet af onsdagen op til kampen.
