Optakt: Der forventes sejr og mål
Tirsdag aften i oktober, det lyder ikke pokkers sexet, men det skulle det gerne blive for Zidanes tropper, når man tager imod Legia Warszawa på Estadio Santiago Bernabeu. Således skal man forsøge at fortsætte de gode takter fra i lørdags, hvor man i perioder spillede fremragende i Sevilla mod Betis, men ikke mindst bankede mål ind på stribe.
Champions League er nu engang altid noget særligt, hvorfor motivationen ikke bør være svær at finde, selvom de forsvarende mestre i den polske Ekstraklasa ikke vækker nævneværdig genklang i ret mange fodboldkyndige ører. Men mon ikke Cristiano Ronaldo som altid vil benytte lejligheden til at udbygge sit imponerende målsnit, efter en sæsonstart, der mest af alt har været præget af en uskarphed, som man ellers normalt ikke forbinder med portugiseren.
Holdet fra den polske hovedstad rangerer hos UEFA helt nede som nummer 78, hvorfor det også synes i orden, at kalde størstedelen af holdets trups spillere for en flok ukendte polakker. Mest nævneværdige er dog midtbanespiller Tomasz Jodlowiec, der normalt er fast mand på det polske landshold, hvor han optræder sammen med defensiv-spilleren Michal Pazdan.
I Champions League er det blevet til 0 mål, 8 indkasserede og 0 points i de første to runder, hvor man har lignet årets med længder dårligste hold i turneringen. Hjemme i Polen går det ikke meget bedre, således er Legia placeret på en aktuel 13. plads med blot 13 points efter 12 runder.
Real Madrids aktuelle situation er anderledes let at beskrive. Efter en middelmådig periode i ligaen, lignede man igen et tophold i lørdags. Derfor skal man bruge tirsdagens opgør til at fortsætte stilen. Alt andet end en sejr - også en stor en af slagsen - vil være en gigantisk skuffelse. Sjældent har et så svagt hold gæstet Bernabeus legendariske græstæppe i international sammenhæng.
Real Madrids forventede hold: Navas; Carvajal, Varane, Pepe, Marcelo; Kovacic, Isco, Kroos; Bale, Morata, Cristiano Ronaldo
