Real Madrid viser portugisisk interesse
Real Madrid er ude og sondere terrænet, efter den nye store stjerne.
Real Madrid har eftersigende kastet et varmt blik mod Sportings nye vidunderdreng, Gelson Martins. Også Barcelona er inde i kampen om portugiserens underskrift. Opmærksomheden kommer oven på flere overbevisende præstationer denne sæson i såvel Champions League som den portugisiske liga.
Gelson imponerende da også i Champions League-kampen på Bernabéu, som portugiserne tabte knebent. Her gav den 21-årige kantspiller flere prøver på sit store talent, hvor specielt spillerens rappe fodarbejde og lynhurtige antrit voldte Real Madrids venstreside problemer. Dette har imidlertid fået Real Madrid til at indstille transfer-sigtekornet mod Sportings guldfugl.
Således erfarer det portugisiske medie Correio da Manha, at Real Madrid har sendt talentspejdere ud for at rekognoscere Gelsons kvaliteter yderligere. Selv samme medie oplyser endvidere, at kantspilleren har en frikøbsklausul lydende 60 millioner euro - små 450 millioner kr. - hvor det sagtens kan vise sig at blive en kostelig affære at involvere sig i en eventuel handel.
Gelson er et produkt af Sportings fine ungdomsakademi, der har for vane at spytte det ene store talent ud efter det andet. Det er også Sportings ungdomsakademi, der står bag kantspillere som Ronaldo, Nani, Figo, Simao og Quaresma, hvorfor der er god grund til at have store forventninger til næste skud på stammen; Gelson.
