Officielt: Modric skriver under på ny kontrakt
Modric og Real Madrid har nu papirer på hinanden frem til 2020
Real Madrid offentliggjorde tidligere på dagen, at klubben har forlænget kontrakten med Luka Modric frem til 2020 - et samarbejde der startede i 2012 med midtbane-kreatørens skifte til Real Madrid fra Tottenham.
Forlængelsen med Modric sker bare seks dage efter, at Real Madrid ligeledes forlængede Toni Kroos' kontrakt frem til 2022. Modric har spillet 180 kampe for Real Madrid, scoret 11 mål og yderligere bidraget med 27 assists. I denne periode har den lille kroat etableret sig som en af verdens allerbedste midtbanespillere, og en af Real Madrids absolut mest vitale spillere.
I 2020 vil Modric være 35 år, hvorfor denne kontraktforlængelse meget vel kan være kroatens sidste i Real Madrid. Kongeklubben viser derfor også, at man gerne vil beholde Modric i klubben resten af sin - måske - aktive karriere.
Luka Modric vil sætte lidt ord på forlængelsen i morgen eftermiddag på et pressemøde, der finder sted på Santiago Bernabéu.
