Referat: Tre points uden fest
Der var på alle måder lagt i kakkelovnen til et ordentligt brag af en målfest med lækre detaljer og tennisagtige cifre på måltavlen. Godt nok blev det til et halvt dusin mål, men nogen mindeværdig aften blev det aldrig.
Mens Legias fans havde brugt det meste af dagen på at slås med ordensmagten og opføre sig tåbeligt, så må Legias hold have forberedt sig godt. De startede i hvert fald kampen yderst lovende med både kontrachancer og skud på stolpen. Det er dog ofte set, at griber man ikke muligheden fra start på Bernabeu, så bliver man udraderet som udehold. I aften var ingen undtagelse.
Med to mål på fem minutter gjorde først Bale, så Marcelo - sidstnævnte med hjælp fra en polsk fod - det til 2-0 og allerede efter 20 minutter syntes kampen således afgjort. Den følelse kunne end ikke evigt svingende Danilo forhindre, da han begik et tåbeligt straffespark, som Radovic køligt udnyttede, en sjælden opmuntring i en skidt sæson for de grønblusede polakker.
Hlosek, Rzezniczak, Czerwinski og Bereszynski i det polske forsvar virkede det meste af aftenen mere forvirrede og benovede over de madrilenske stjerner, end de spanske journalister har været over de polske spilleres navne. Således sad man konstant med en fornemmelse af, at hvis Real Madrid virkelig ville, så kunne man altid spille sig frem til store chancer. Det gjorde man også i glimt, som da Cristiano Ronaldo fik et dårligt træk forvandlet til en fantastisk assist til fremadstormende Asensio. 3-1 og kampen var igen lukket.
Anden halvleg er egentlig ikke værd at skrive om. Den bød på spil til et mål, som vanligt en Cristiano Ronaldo som ønskede sig mål - og som vanligt i denne sæson, en Ronaldo som ikke fik det. Eneste som er værd at notere fra disse 45 minutter på Bernabeu er vel, at Morata og Lucas Vazquez endnu engang ændrede energien med deres indhop. Hvis man blot kunne krydre BBCs kvaliteter med Morata, Vazquez og Iscos arbejdsiver, så ville det hele se lysere ud.
Kampfakta
Real Madrid - Legia 5-1(3-1)
1-0: Bale(16)
2-0: Jodlowiec, selvmål(20')
2-1: Radovic, straffe(22)
3-1: Asensio(37)
4-1: Vazquez(68)
5-1: Morata(84)
Gule kort:
Real Madrid: Cristiano Ronaldo
Legia: Moulin, Radovic
Røde kort:
Ingen
Dommer: Ruddy Buquet
Real Madrids hold: Navas; Danilo, Varane, Pepe, Marcelo; Kroos, James(Vazquez, 64'), Asensio(Kovacic, 79); Bale(Morata, 64'), Benzema, Cristiano Ronaldo
Legias hold: Malarz; Hlosek, Rzezniczak, Czerwinski, Bereszynski; Moulin(Kopczynski, 81), Jodlowiec, Kucharczyk, Ofoe, Guilherme(Kazaishvili, 74'); Radovic(Nikolic, 73)
Kampens spiller: På en billig baggrund, men Morata bragte engagement, effektivitet og skarphed på blot en halv time.
Kampens detalje: Cristiano Ronaldos evige måljagt. Skal man grine eller græde? Portugiseren havde flere gode aktioner her til aften, men foran mål er han pt. mere uskarp end hele det danske landshold tilsammen.
Kampens badebold: Kunne noteres allerede efter 20 minutter. Danilo. Har endnu langt op til Carvajals niveau.
