A-holdet aflivede Alavés
Waliseren havde ikke sin bedste dag i den hvide trøje, hvor for meget førte til for lidt.
Kalenderen på min Nokia 3310 viser 25. september, 2005. Stedet er Estadio de Mendizorroza og Real Madrid har medbragt nærmest historiske navne som Roberto Carlos, David Beckham, Thomas Gravesen og Julio Baptista. Det var dog en helt anden, der stjal overskrifterne i AS og Marca dagen efter, nemlig Ronaldo der med to scoringer var den overvejende årsag til, at Vanderlei Luxemburgos Real Madrid problemfrit høstede tre sikre point med en 0-3-sejr.
Garantien er nærmest, at en anden Ronaldo står øverst på aviser i den spanske hovedstad i morgen.
For med tre scoringer var det – nu tilbage i 2016 – Cristiano Ronaldo, som viste vejen til triumf efter han først omsatte et korrekt dømt straffespark til 1-1 (her vil det klæde kritikerne at læse fodboldloven en gang eller to, før der bliver skrevet for mange harmdirrende bold.dk indlæg om dommerhjælp og korruption), for så via Feddals skinneben at trække bolden i nettet bag den tidligere canterano Pacheco til 1-2.
At selvsamme portugiser så endda lukkede ballet til 4-1, gjorde bare indsatsen endnu bedre, og det er endda til trods for et brændt straffespark undervejs.
Godt gemt ind bag Cristiano Ronaldos mål, fik også super-subben Morata lov til at bringe sig på tavlen med et frækt, frækt mål.
Desværre viste Real Madrid nok en gang, at holdet ikke magter at holde modstanderne fra at score – hvor er Peter Schmeichel-typen, der skælder de dovne og lade hæder og ære fra? – og nok en gang var det sløset forsvarsspil, koncentrationssvigt og en opdæknings-foragt, der resulterede i, at man ikke fik holdt et clean sheet. Derudover måtte La Liga Santanders vel nok målmand ved mere end en lejlighed redde holdkammeraterne fra flere scoringer, end den ene som det altså lykkedes Deyverson at sætte i nettet efter syv minutters spil.
Nu blev det ved de tre point, og derved kan Real Madrid prale af at have gennemført en mission, som de nærmeste konkurrenter Atlético Madrid og FC Barcelona ikke magtende: et besejre de genstridige oprykkere. Samtidig kan Zidanes tropper bryste sig af at være det eneste hold, der i indeværende sæson er lykkedes med at slå Alavés på Estadio de Mendizorroza.
Hos Real Madrid var indsatsen en broget krukke halloween-slik, der spændte fra de søde oplevelser til de nærmest uhyggelige af slagsen. For mens Cristiano Ronaldo med to scoringer, Navas med en overordnet set frelsende rolle og Marcelo med vanlig sikkerhed leverede ganske flot, så var Karim Benzema – nok en gang – en ustemt jammerkommode, Isco var doven som Guti i dennes velmagtsdage og Bale ville meget, men lykkedes med alt for lidt. Største bet på spillerfronten var dog, at Pepe måtte udgå med en skade efter en løbeduel, og med Ramos ude i forvejen, så kan holdet næsten ikke klare flere afbud til den position. Indskiftede Nacho gjorde det dog ganske hæderligt i rollen ved siden af Varane.
Derudover var noget af det mest ophidsende Alaves-tilskuernes jagt på dommer Sánchez Martínez. Heldigvis slap real Madrid-spillerne for at blive overdænget af de vandflasker med sprængladninger, der åbenbart sælges rundt om på diverse spanske stadions i øjeblikket.
Med sejren er Real Madrid sikker på at fastholde førstepladsen minimum en runde og kan nu i ro og mag se frem mod det mennesketomme stadion i Warszawa, der venter i midtugen.
Deportivo Alavés – Real Madrid 1-4 (1-2)
1-0 Deyverson (7’), 1-1 Cristiano Ronaldo (17’,straffespark), 1-2 Cristiano Ronaldo (33’), 1-3 Morata (84’), 1-4 Cristiano Ronaldo (88’)
Deportivo Alavés
Pacheco – Theo, García, Feddal, Alexis, Femenía – Camarasa, Manu García (62’, Krsticic), Torres (83’, Torres) – Edgar (67’ Katai), Deyverson
Real Madrid
Navas – Marcelo, Pepe (21’, Nacho), Varane, Danilo – Isco, Kroos, Kovacic – Cristiano Ronaldo, Benzema (67’, Morata), Bale (87’, Lucas Vázquez)
Gule kort: Deyverson, Torres, Krsticic Theo, Femenía (Alavés) Bale (Real Madrid)
Dommer: Sánchez Martínez
Kampens spiller: Cristiano Ronaldo. Virkede mere sulten end længe og var med tre mål direkte udslagsgivende for sejren.
Kampens detalje: Navas’ dobbeltredninger på meget kritiske tidspunkter.
Kampens badebold: Benzema. Det er ufatteligt så konsekvent ringe den samme spiller kan være kamp efter kamp.
