Ikke helt tomt i Warszawa
Real Madrid skal i aften spille mod Legia Warszawa på Wojska Polskiego og det bliver som bekendt uden tilskuere som følge af de uroligheder, som polakkerne havde i første kamp mod Dortmund.
Der bliver dog ikke helt mennesketomt, for UEFAs regler tillader begge hold at have folk med på stadion, men det skal dog være særligt inviterede, hvilket nok betyder at de er mere interesserede i pindemadder og mousserende vin end klapsalver og støttende tilråb ned mod spillerne.
UEFAs regler foreskriver følgende:
1) Et maksimum på 200 personer med VIP-status fra udeholdet og landets fodboldforbund.
2) Et maksimum på 75 personer fra hvert holds delegation, inklusive spillere.
3) Journalister og andre akkrediterede.
4) Politi og andet sikkerheds-personel.
5) Personale med arbejdsrelaterede opgaver på stadion.
6) Et maksimum på 75 personer fra UEFA.
7) Sponsorer med VIP-adgang for UEFA.
