Optakt Manchester United - Real Madrid

Real Madrid skal i aften afslutte sidste del af den tretrins-raket, som på fremragende vis blev sat i gang med de to sejre over Barcelona, når holdet i aften skal forsøge at spille sig i kvartfinalerne i Champions League.

 

Det sker, når holdet gæster Old Trafford, hvor de kommende engelske mestre tager imod og efter 1-1 i den første kamp, er der lagt op til et nervepirrende opgør, hvor den mindste fejl kan blive altafgørende.

 

Real Madrid høstede masser af selvtillid i de to kampe mod Barcelona og det giver masser af tro på tingene i aftenens kamp, som dog godt kan vise sig at blive væsentligt sværere end de to El Clásico-opgør, for Manchester United lægger ikke det hele over på een spiller, men er et gennemrutineret og kompakt mandskab, ledet af den snu Alex Ferguson.

 

Englænderne må dog undvære Phil Jones på den centrale midtbane, men det ventes at Cleverley overtager pladsen, men det er dog især offensiven, at Real Madrid skal holde et vågent øje med, hvor Rooney og Van Persie ikke behøver nærmere præsentation, mens Wellbeck scorede i Madrid og Kagawa blev hattrick-helt i weekenden over upåagtede Norwich.

 

José Mourinho sparede mere end et halvt hold i weekendens kamp mod Barcelona, men reserverne var nok til at slå Barcelona, men det bliver med stærkest mulige hold i aften og det betyder, at Raphaël Varane med stor sandsynlighed er at finde i det centrale forsvar, mens Benzema er holdets angriber.

 

Alles øjne vil dog nok være rettet mod Cristiano Ronaldo, som er verdens bedste fodboldspiller netop nu og for en stund vil være tilbage på det, der i seks år var hans hjemmebane og han bliver da også en vigtig brik i aftenens kamp.

 

Real Madrids forventede hold: Diego López, Arbeloa, Ramos, Varane, Coentrao, Khedira, Xabi Alonso, Özil, Di María, Cristiano Ronaldo, Benzema.

 

Manchester Uniteds forventede hold: De Gea, Rafael, Ferdinand, Evans, Evra, Carrick, Cleverley, Kagawa, Wellbeck, Rooney, Van Persie.

Seneste artikler...