Optakt: Sidste Derbi på Estadio Vicente Calderón

Estadio Vicente Calderón i aften kl. 20.45. Europas største Derbi. CL-finalisterne i to af de seneste tre finaler. Den indbyrdes Guldbold-duel mellem Antoine Griezmann og Cristiano Ronaldo.

 

LaLiga Santander kan næsten ikke få en bedre genopstart oven på landskampspausen, som naturligvis - fristes man til at sige - ramte Real Madrid med en skade til Álvaro Morata, mens Toni Kroos tog en skade med hjem til Tyskland og de føjer sig dermed til skadeslisten, som rummer Pepe og Casemiro også. Det kan dog ikke bruges som en undskyldning for Zinedine Zidane, som nu går ind i en periode med 9 kampe på en måned, hvor han skal begynde at måles på sine ord om, at han råder over verdens bedste trup, som er næsten umulig at forstærke.

 

Det er også nu, at truppen skal vise at de har det gear ekstra, som gør at man kan komme gennem periodens hårde program, hvor man møder de fem store på udebane i La Liga og hvor man skal gennem to vitale kampe i CL. Og så er der naturligvis VM for klubhold, som kræver en lang rejse til Japan.

 

Real Madrid har på ingen måde overbevist spillemæssigt i denne sæson, men det hører også med til historien, at der ikke er nogen af de andre hold i LaLiga, som har formået at gøre det bedre og Real Madrid er eneste ubesejrede hold i rækken. Faktisk skal  man helt tilbage til den 27. februar, hvor modstanderen var - Ja, du har nok gættet det - Atlético Madrid.

 

Real Madrid har lavet næsten tre mål i snit i LaLiga, men alligevel er BBC den udskældte del af holdet. Og det er ikke uden grund. Gareth Bale har gjort det bedst med flere gode aktioner, men man fornemmer stadig, at han lige mangler at træde en my mere i karakter. Cristiano Ronaldo laver fortsat så mange mål, at han kan kalde sig topscorer, men i sæsonens første kampe har han ikke været kampafgørende i samme grad. Og Benzema orker man næsten ikke at nævne i ligningen. Det har simpelthen været for sløvt og han starter givetvis også på bænken i aften på bekostning af Lucas Vázquez. Nok mest fordi franskmanden efter en skade kun vurderes til at kunne holde i maks. 45 minutter.

 

Nede ved Manzanares-floden har sæsonen heller ikke været lutter idyl. Et nederlag i seneste kamp mod Real Sociedad, sendte Simeones tropper 6 points efter Real Madrid og derfor kan man reelt være langt fra mesterskabs-kampen med et nyt nederlag i aften, Normalt plejer Atlético Madrid at være særdeles stærke defensivt, men i denne sæson har det været lettere for modstanderen at finde vej til netmaskerne bag Jan Oblak, som da også har hentet bolden ud af nettet i de seneste fire kampe, men holdet er dog fortsat kendetegnet ved at kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne og det vil de naturligvis være ekstra opsatte på at gøre i aften og derfor skal Zidanes tropper have midlerne til ikke at komme i direkte infight med Atlético-spillerne, for så kan det blive en lang aften i det sydlige Madrid.

 

Fernández Borbálan har fløjten klar fra kl. 20.45. TV3+ har sendefladen. Bolden ligger hos spillerne og kodeordene bliver: Drama og intensitet.

 

Real Madrids forventede hold: Navas, Carvajal, Ramos, Varane, Marcelo, Kovacic, Modric, Isco, Lucas Vázquez, Gareth Bale, Cristiano Ronaldo.

 

Atlético Madrids forventede hold: Oblak, Juanfran, Savic, Godín, Filipe, Saúl, Gabi, Koke, Carresco, Griezmann, Gameiro.

Seneste artikler...