Rigtig eller falsk Ballon d’Or?

Der har været en del forvirring om, hvorfor der op til Cristiano Ronaldos modtagelse af Ballon d’Or, ikke har været den samme overdrevne reklame samt spektakulære gallashow, som vi efterhånden har været vant til.

Nogle har endda spekuleret i hvorvidt det var den rigtige Ballon d’Or som blev overrakt til portugiseren. Men fortvivl ej; Madridista.dk danner her et overblik og følger jer igennem historien om Ballon d’Or.

France Football Ballon d’Or er en pris der årligt uddeles af det franske fodbold magasin France Football. I årene 2010 til og med 2015 lavede man en midlertidig sammenslutning med FIFAs World Player of the Year Award og dannede derved det, vi har kendt til i de sidste seks år, nemlig FIFA Ballon d’Or.

I 1956 ville sportsjournalisten Gabriel Hanot hædre den fodboldspiller der havde præsteret bedst i det forgangne år, og vinderen skulle findes af udvalgte fodboldjournalister. Oprindeligt var Ballon d’Or tiltænkt den bedste europæiske spiller, men i 1995 ændrede man formatet således at alle spillere i europæiske klubber kunne vinde prisen, og i 2007 besluttede man at spillere fra alverdens ligaer kunne vinde. Cristiano Ronaldo vandt sin første Ballon d’Or i 2008.

Imidlertid har FIFA siden 1991 uddelt FIFA World Player of the Year uafhængigt af Ballon d’Or, og dommerpanelet bestod af landsholdstrænere og –kaptajner, og af særligt inviterede mediefolk. Den første Real Madrid spiller der vandt FIFA World Player of the Year var Luis Figo, der vandt prisen i 2001, og i årene efter vandt henholdsvis Ronaldo og Zidane, og den seneste vinder der repræsenterede Real Madrid var Fabio Cannavaro, der vandt prisen efter at have vundet VM med Italien i 2006.

I 2010 blev FIFA og France Football enige om en midlertidig sammenslutning af de to præstigefyldte titler, og man kaldte den altså FIFA Ballon d’Or. Stemmerne blev uddelt af internationale journalister og landsholdstrænere og –kaptajner, først til en gruppe af 23 spillere hvoraf man skulle finde de tre bedste, og derfra stemte man altså om den bedste af de tre. Cristiano Ronaldo vandt FIFA Ballon d’Or i både 2013 og 2014. Samarbejdet mellem FIFA og France Football stoppede efter den sidste kåring i 2015, og man vendte tilbage til det gamle format, hvor de to priser uddeles hver for sig. FIFA’s pris har til den kommende kåring ændret navn til ’The Best FIFA Football Player’, der finder sted i Zürich d. 9. januar 2017.

I år vandt Cristiano Ronaldo sin 4. Ballon d’Or overbevisende med 745 point - altså mere end Messi, Griezmann, Suárez, Neymar og Bale, tilsammen! Selvom prisen har ændret navn og format nogle gange, og der derfor har været tvivl om hvilken pris der var ”den rigtige”, så er faktum, at man af respekt for de to prisers historie, officielt ikke skelner mellem dem. Så ja, Cristiano Ronaldo har stadig vundet 4 gyldne bolde, om de så hedder ”France Football” eller ”FIFA” til fornavn.

Seneste artikler...