Optakt Club América – Real Madrid:
Om et par timer sparker Real Madrid gang i den næstsidste fodboldkamp i 2016 for de forsvarende Champions League mestre. Det sker når man tager hul på semifinalen i VM for klubhold mod mexicanske Club América.
Real Madrid kan stille i stort set stærkeste opstilling, hvor det kun er i det centrale forsvar, der fortsat er spørgsmålstegn for Zidane. Ganske sikkert er det, at Sergio Ramos er ude med en skade og derfor forventes det at Pepe og Varane danner defensivt makkerpar. Der er dog fortsat tvivl om Pepe’s deltagelse i kampen.
På midtbanen forventes det, at Casemiro går direkte ind i start-11’eren ved siden af Modric og Isco. Længst fremme forventes Lucas Vazquez at danne tredje part i angrebet sammen med Ronaldo og Benzema.
Dagens modstander fra Club América har til dagligt hjemme i den mexicanske hovedstad og er med i turneringen for andet år i træk som dobbelt forsvarende CONCACAF Champions League mestre. I 2015 måtte man dog skuffende rejse hjem efter kvartfinalen, mens man i år har sikret sig deltagelse i semfinalen ved at besejre sydkoreanske Jeonbuk Hyundai Motors.
Vinderen af dagens kamp skal møde det japanske værtshold Kashima Antlers, der overraskende slog de forsvarende Copa Libertadores mestre Atlético Nacional3-0 i gårsdagens semifinale.
Kampen sparkes i gang kl. 11.30 dansk tid på Japans største stadion Yokohama International Stadium, der kan huse 72’370 tilskuere. Det var blandt andet her den rigtige Ronaldo i 2002 med sine to scoringer sikrede Brasilien sit femte og seneste VM-trofæ.
Dagens dommer hedder Enrique Cáceres og er fra Paraguay. Man kan følge kampen direkte på DR3.
Forventede startopstillinger:
Real Madrid: Navas – Carvajal – Varane – Pepe – Marcelo – Modric – Casemiro – Isco – Vázquez – Ronaldo – Benzema
Club América: Muñoz – Váldez – Álvarez – Goltz – Aguilar – Samudio – Martínez – William – Quintero – Romero – Peralta
