Referat: Når lederen udebliver
På billedet ses en uduelig skurk, der satte sit eget hold under unødig pres. Den anden spiller er Iñígo Martínez, der blev udvist undervejs i opgøret.
At kalde Real Madrids nuværende forfatning for en krise er nok, hvis man træder et par skridt tilbage, en overdrivelse af de større, men det er en sandhed, at Los Merengues i hele 2017 har været svingende som en klassiker med Gnags eller din mor i den lokale saunaklub.
I dag gik det heldigvis hverken værre eller bedre, end at Real Madrid luskede sig til tre usandsynligt vigtige point set i lyset af de mange, fortjente pointtab til resten af rækkens tophold, men det var en kamp, der igen kunne være gået i begge retninger, og selvom vi her på siden ikke ligefrem er fortalere for at skille os af med Zidane på trænerposten, så virker det alligevel til, at ’Zizou’ er blevet reddet af individualister mere end af sine egne taktiske genialiteter.
Det blev han også denne aften, hvor særligt Kovacic var manden bag de tre point – først med en scoring og siden med en listigt stikning til verdens bedste Cristiano Ronaldo.
For når et hold i Real Madrids klasse har været så spillemæssigt ukoncentrerede og usammenhængende over så lang en periode (der velsagtens startede tilbage i 2016), så falder kritikken altså tilbage på træneren. For der er ingen tvivl om, at man som tilskuer sidder og mangler de klare visioner for holdets ageren. Mest af alt når modstanderen har bolden. For mens Real Madrid har offensiv kvalitet i ti-fold, så lader det til, at defensiven fortrinsvis er præget af forvirringen.
Det ses tydeligt i de små detaljer, fx er der helt tydeligt en manglende strategi for, hvornår og hvem der presser modstanderen og hvor på banen. Eller når i dagens kamp at Real Sociedad spiller sig op gennem midten af banen, og Ramos/Varane har meget lidt kommunikation med Casemiro omkring placering i forhold til gæsternes angrebsspillere.
Eller hvad med det opbyggende spil, hvor vejen fra Navas til angrebet syntes endog meget lang, og hvor det i lange perioder virkede enormt tilfældigt, hvilken spiller, der modtog bolden. I flere sekvenser var det lige så meget med- som mod-spillere, der fik kuglen foræret.
Alle den slags problematikker falder tilbage på en ting:
En træner, der ikke virker til at tage den slags alvorligt, og som helt åbenlyst lader til at negligere vigtigheden af den slags bør naturligvis blive påmindet vigtigheden, af at defensiven fungerer og at aftalerne er indstuderede forsvarsspillerne i mellem. Den slags kan blive forskellen på succes og fiasko, når sæsonens afgørende sværdslag skal udkæmpes.
Og nej – vi taler ikke for, at Zidane skal afskediges på ingen måde endda, det ville være direkte idioti – men vi taler derimod for, at franskmanden skal til at tage de defensive problematikker seriøst og ikke blot overlade jagten på guld i tilfældighederne og Navas’ hænder. For det er ikke sikkert, at den strategi giver gevinst.
Derfor tillader vi os at påpege det åbenlyse faktum, at vi mangler en decideret plan fra Zidane – både defensivt og offensivt – det kan vi umuligt være de eneste, der tænker?!
Og nå ja; så fik man fejlagtigt underkendt en scoring, men det har aldrig nyttet noget at klynke over dommeren ... den slags ændrer alligevel ingenting.
Real Madrid – Real Sociedad 3-0 (1-0)
1-0 Kovacic (36’), 2-0 Cristiano (51’), 3-0 Morata (82’)
Real Madrid:
Navas – Nacho, Varane, Ramos, Danilo – Kroos, Casemiro, Kovacic (77’, Isco) – Cristiano, Benzema (66’, Morata), Lucas V (84’, Asensio)
Real Sociedad:
Rulli – Kevín Rodrigues, Iñígo, Navas, Zaldua – Canales, Illarramendi, Zurutuza – Oyarzabal, Willian José (56’, Vela), Juanmi (56’, Prieto)
Dommer: Mario Melero
Gule kort: Kroos, Lucas V (Real Madrid) Iñígo Martínez (x2), Kevín Rodríguez (Real Sociedad)
Røde kort: Iñígo Martínez (Real Sociedad)
Kampstatistik:
Skud på mål: 7-9
Inden for rammen: 4-3
Boldbesiddelse: 41,1-56.9
Afleveringsprocent: 79-88
Succesfulde driblinger: 9-6 (Kovacic bedste mand med tre)
Succesfulde hovedstødsdueller: 8-6 (Danilo bedste mand med tre)
Tackilinger: 36-12
Hjørnespark: 0-3
Mistede bolde: 8-25
Frispark: 16-11
Kampens spiller: Mateo Kovacic – det eneste positive ved Modric’ skade er, at vores anden kroat får spilletid. For pokker han er stærk.
Kampens badebold: Benzema. Vi må snart nå enden af den snor.
Kampens detalje: Kovacic’ pasning til Cristianos mål til 2-0.
Kampens diskussionsemne:
Igen var det store problem for Real Madrids offensiv, at Karim Benzema simpelthen bidrager med for lidt, om det skyldes, at den fransk-algirske angriber deler dobbelt-nationalitet med Zinedine Zidane skal være usagt, men det er ganske bemærkelsesværdigt, hvor lang snor træneren tillader Benzema at have. Særligt set i lyset af de mildest talt bund-elendige præstationer som Karim leverer. En ting er ikke at score – alle angribere får krise-tider – men det er langt alvorligere, når aggressiviteten og viljen udebliver – for hvor er arbejdsraseriet, den fandenivoldske attitude og genpresset på modstanderen? Jeg ledte forgæves, men fandt intet.
Læg dertil, at det virker til, at Benzema har mere travlt med at skrabe likes sammen på de sociale medier via profiler, der er drevet af opslag af venner og diverse dyre stykker legetøj. Det er generelt ikke klædeligt, og endnu mindre, når man spiller som en dårlig Spiderman-kopi på Plaza Mayor.
Så spørgsmålet må være – er svingende Morata, der trods alt leverede i dag, et bedre valg end formsvage Benzema? Vi siger ja, hvad siger du?
