Iscos kontraktforlængelse i dødvande
Iscos fremtid i Real Madrid er fortsat uvis, men ifølge spansk presse skal der findes en afgørelse senest til sommer.
Den teknisk dygtige spanier har nemlig kontraktudløb i juni 2018 og dermed kan han allerede om et år forhandle frit med andre klubber, hvilket Real Madrid ikke har nogen interesse i.
Derfor vil denne sommer enten byde på en kontraktforlængelse med Isco eller et salg af ham, men selv om begge parter som udgangspunkt synes indstillet på at forlænge samarbejdet, så er der fortsat nogle knaster, som skal ryddes af vejen.
Isco har nemlig i denne sæson set Real Madrid forhandle nye kontrakter på plads med spillere som Bale, Cristiano Ronaldo, Modric og Kroos, mens han ikke selv på noget tidspunkt har fået en officiel henvendelse siden han kom til klubben i 2013 og derfor er han fortsat en af de lavestlønnede i klubben.
En anden faktor er, at Isco gerne vil have mere spilletid, selv om han faktisk er spilleren med næstflest kampe i den periode, han har spillet i klubben, kun overgået af Cristiano Ronaldo, som har spillet 174 kampe mod Iscos 171, hvoraf de 121 har været fra start. Men det er dog sjældent, at Isco får lov til at fuldføre en kamp og derfor er han også kun på 9. pladsen, når det kommer til antallet af spilleminutter. Isco har spillet 10.738 minutter, men må se sig overgået af spillere som Cristiano (15.186), Ramos (12.667), Marcelo (12.556), Benzema (12.076), Modric (11.227), Carvajal (11.152), Pepe (11.072) og Bale (11.057).
Derfor vil Isco givetvis også bruge sommeren til at se, om Real Madrid går på jagt efter nye spillere, som også kan dække hans plads, inden han træffer sin endelige beslutning.
