In the words of Sylvester Stallone: Lort og Lagkage

Ham her skal i den grad levere, hvis Real Madrid skal kunne kalde sig mestre, når sæsonen slutter.

 

Nuvel. Barcelona spillede lørdag eftermiddag som det østlige Spaniens absolut ringeste fodboldhold, og fortjente reelt set at få frataget minimum tre point for at levere en så Guds jammerlig indsats, der i hovedoverskrifter ikke var den danske første division værdig – Athletic Club derimod, hvilken indsats ...

Men faktum er – desværre – at Los Leones ikke kunne stikke en kæp i hjulet på Blaugrana, for fodbold handler som bekendt om at score flest mål, og det magtede Athletic Club på ingen måde – chancerne var der ellers.

Med det resultat ser den øjeblikkelige stilling i toppen af den spanske liga således ud:

Real Madrid – 19 kampe – 46 point

Barcelona 21 kampe – 45 point

Sevilla – 20 kampe – 42 point

Og det er da helt fantastisk, er det ikke? Hmm jo – det kunne man da fristes til sådan umiddelbart at tænke, men faktum er jo først fremmest, at de to kampe Real Madrid har i baghånden lige skal afvikles, før vi som madridistas kan prale af at have opbygget et forspring på et syv point til de nærmeste konkurrenter. Det er noget med at have fjerkræet i hånden fremfor på eternittaget ....

Kigger man desuden på de resterende runder af Liga Santander, så kniber det hos undertegnede yderligere med optimismen. Faktum er nemlig, at Madrid har klart det sværeste slutprogram af top-tre-holdene i Spanien, hvor udekampe hos Villareal, Valencia, Celta og Athletic Club ikke just er at betragte som lette opgaver. Barcelona har til sammenligning et besøg til Atlético Madrid som eneste rigtigt vanskelige opgave væk fra eget græs. (Bortset fra en tur til Bernabéu, men den kamp vender vi tilbage til!)

Sevilla skal til Valencia og Barcelona, men har ellers ikke de sværeste udekampe i fodboldhistorien på programmet. Der er naturligvis også lokalopgøret ude mod Real Betis, men det er vist mere baseret på kampens potentielle intensitet end på spillernes rent faktiske kvaliteter.

Tager med hjemmekampene med i betragtning, så ser tingene heller ikke tåbelige ud for FC Barcelona. Det hedder Valencia, Sevilla (som så sjovt nok har en tur til Camp Nou, som en af de sværeste udekampe) og Villarreal som drilagtige gæster.

Sevilla huser Athletic Club og Villarreal, mens Madrid tre sidste hjemmekampe i indeværende sæson hedder: Barcelona, Valencia, Sevilla. Læg dertil at også Atlético Madrid kigger forbi Bernabéu i løbet af foråret.

Med andre ord er der nok af potentielle faldgruber for Zidanes udvalgte, der nu udover en stribe problematiske kampe må acceptere to udsatte kampe, der formentlig vil blive placeret som midtugekampe i et forvejen tætpakket forår, hvor man må formode, at holdet også skal regne med Champions League-kampe et godt stykke ude i fremtiden. Det ændrer en flot Napoli-sejr over et ligegyldigt italiensk bundhold ikke på.

For nærværende skribent er optimismen svær at få øje på, og jeg har brækket mig i Sascha Dupont-fede stråler over de jubelidioter, der med en overgearethed som Jim Lyngvild har haft travlt med at fortælle omverdenen, at mesterskabet allerede var på plads.
Det er livsfarligt at tage den slags glæder på forskud, og med et så svært – og nu også tætpakket slutprogram – så er vejen til nummer 33 ikke just blevet nemmere.

Omvendt kan man sige, at vi er i en bedre situation end forfølgerne, og det ville da også være dumt at ønske sig at være i deres sted – for de skal trods alt håbe på, at Real Madrid taber. Holdet kan – som man siger – selv afgøre slagets gang, men uagtet det faktum, så skal der stadig leveres. Det kræver ikke mindst, at man økonomiserer rigtigt, undgår skader til profilerne, leverer mod de samtlige modstandere og nå ja – henter minimum et point i El Clásico. For netop fodboldverdenens største opgør rummer i øjeblikket den problematik, at det lader til, at udeholdet har en tendens til at få det meste ud af opgørene. Se bare sidste sæson, hvor vi tabte stort hjemme, men vandt på Camp Nou – eller i indeværende fodboldår, hvor Ramos hentede os et vigtigt resultat i slutminutterne. Man frygter, måske med rette, at Barcelona kan fortsætte stimen og sikre point til udeholdet.

Når alt det så er sagt og skrevet, så skal man huske på, at Real Madrid overordnet set har en bredere og for hovedparten af positionernes vedkommende, bedre trup, hvilket ikke mindst bør give sig udslag i, at spillerne ikke panikker, når de afgørende runder sætter ind.

Jeg giver os samme mulighed for mesterskabet som Barcelona – Sevilla ligger lige efter, men ikke med meget. Hvad med dig? På en skala fra Lise Nørgaard til Jim Lyngvild, hvor begejstret er du så?