Optakt: Aldrig undervurdér Los Che
Mon Real Madrids walisiske verdensstjerne igen finder vejen til netmaskerne på Mestalla?
Onsdagens kamp på Mestalla, hvor værterne fra Valencia tager mod gæsterne fra Real Madrid, plejer historisk set at repræsentere det bedste spansk fodbold kan tilbyde til æteren og tilskuerne på lægterne. Derfor kan man med god samvittighed sagtens skrotte den vanlig middelmådige Champions League-optakt på 3+, og se en omgang kvalitetsfjernsyn på Canal 9.
Real Madrid diskede op med en omgang inspirerende fodbold mod Napoli i midtugen, hvor madrilenerne på såvel teknisk som fysisk kunnen, fejede napolitanernes desperate forsøg på modstand af banen. Det er netop dette spil Zidanes udvalgte skal bringe med sig til Valencia, når Real Madrid står ansigt til ansigt mod netop Valencia på Mestalla onsdag aften. Det kan meget vel blive en grim kamp, hvor Valencia givetvis vil invitere til mange fysiske dueller, hårde tacklinger mm, hvorfor det er vigtigt, at Real Madrid medbringer hele arsenalet af kompetencer!
Kampen mod Valencia er Real Madrids første af to udsatte kampe i La Liga-regi. Valencia-kampen blev i sin tid udskudt pga. madrilenernes deltagelse i VM for klubhold, som Los Blancos senere vandt i forlængede spilletid mod japanske, Kashima Antlers. Med en sejr på Mestalla kan Real Madrid udbygge sit nuværende spinkle forspring til ærkerivalerne fra Barcelona, som i skrivende stund lyder på ét point; fire point med sejr.
Valencia er – uagtet Los Ches miserable sæson – et notorisk drilsk mandskab at møde. Særligt på Mestalla! Morgendagens værter spiller på en af Spaniens mest passionerede fodboldadresser, hvorfor Valencia altid kan forvente stor opbakning fra de energiske tilskuere på lægterne. Derfor kan Real Madrid sagtens se frem til en intens affære, hvor selv ét point kan blive en vanskelig opgave.
Da Real Madrid og Valencia tørnede sammen på Mestalla i fjor, hvilket også viste sig at blive Benitez’ sidste kamp, som cheftræner i Kongeklubben, havde Los Che heller ikke leveret det mest polerede fodbold. Således løb værterne på banen med en stime på hele seks kamp uden sejr, hvor Real Madrid som bekendt blev den syvende kamp uden sejr, qua den intense 2-2 affære, hvor den nuværende Barcelona-spiller, Alcacer, scorede det udlignende mål til 2-2, kort efter Bale havde bragt Real Madrid på sejrskurs.
Dermed kan Real Madrid ikke lægge alverden i, at Valencia har spillet en omgang jammerlig fodbold i indeværende sæson. Det fortæller historikken immervæk. Selvom Real Madrid har vundet fem af de syv seneste opgør på Mestalla, har man fejlet i sine to seneste forsøg, hvor det er blevet til remis. Og med farlige dynamiske spillere som Nani, Orellana, og en midtbanekreatører i Dani Parejo der kan fodre den normalt farlige Simone Zaza, skal Real Madrids defensiv nok komme på prøve.
Zidane rejser dog til Valencia med Los Blancos tungeste skyts. Således er Sergio Ramos også med i truppen igen, efter El Capitán sad ude mod Espanyol i weekendens 2-0 sejr. Kun Pepe, og et par mindre vigtige skader, må Zidane se bort fra. Dermed har franskmanden en hel horde af offensive muligheder for første gang i en menneskealder, efter de offensive kræfter på skift har siddet udenfor med skader af forskellig karakter.
Kampen bliver fløjtet i gang kl. 18:45 og kan ses på Canal 9.
Real Madrids forventede startopstilling: Navas; Carvajal, Varane, Ramos, Marcelo; Kroos, Casemiro, Modric; James, Ronaldo, Benzema
