Bernd Leno kan blive målmands-emne
Hvis man spørger en Madridista om, hvem der skal stå på mål for Real Madrid i den kommende sæson, er det nok kun meget få, som vil pege på Keylor Navas.
Rygterne om Thibaut Courtois og David De Gea er tiltagende, men både Chelsea og Manchester United har den fornødne ballast til at gøre det til en særdeles svær opgave for Real Madrid at få en aftale på plads med en af dem.
Løsningen – hvis man vælger at skille sig af med Keylor Navas – kan imidertid ligge et helt andet sted, nemlig i tyske Leverkusen, hvor Bernd Leno har bebudet, at det er tid til at prøve noget nyt.
Den 25-årige målmand forbereder sig til aftenens opgør mod Atlético Madrid i Champions League, men han siger følgende:
- Jeg er 25 år og kan aspirere til noget større. Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden, men det kan være at det er tiden til luftforandring. Jeg ved ikke, hvor jeg kunne komme til at spille. Lige nu er jeg koncentreret omkring mit hold og CL-kampen mod Atlético Madrid.
Real Madrid har tidligere været meldt interesseret i Bernd Leno, som alt andet lige vil være en væsentligt billigere løsning end Courtois og De Gea.
