Rygte: Florentino Pérez til Mbappé-forhandlinger i Monaco
Ifølge France Football var Florentino Pérez i går til middag i Monaco, hvor han mødtes med Manchester City-præsident, Khaldoon Al Mubarak, og der spekuleres i at der blev snakket navne som Isco og Sergio Agüero.
Langt mere interessant er det dog, at det menes, at han inden middagen med Manchester City også nåede et møde med højtstående Monaco-folk for at forsøge at få en aftale i stand omkring det 18-årige stortalent, Kylian Mbappé.
Det er langt fra første gang, at Real Madrid viser interesse for den franske angriber, for han var allerede som 14-årig på besøg i Valdebebas, hvor han fik taget et billede sammen med sit store idol, Cristiano Ronaldo, men selv om Zinedine Zidane dengang anbefalede et køb af Mbappé blev det ikke til noget, idet den unge spiller mente at det var for tidligt at forlade Monaco.
Kylian Mbappé menes dog at stå meget højt på listen af mulige spillere til Real Madrid i den kommende sæson, men franskmanden følges af de fleste europæiske storklubber i øjeblikket.
