Optakt: 90 minuti en el Bernabéu son molto longo

LaLiga er tilbage til en hæsblæsende april måned og for Real Madrids vedkommende betyder det 9 kampe og første opgør er i morgen mod sæsonens store positive overraskelse, Alavés.

Kampen kommer på 25 års-dagen for Juanitos tragiske død og der ligger noget nærmest symbolsk i, at den første af de 9 kampe falder netop på legendens dødsdag, for der bliver om noget brug for hans ånd, hvis april måned skal ende med et positivt resultat.

Alavés på hjemmebane, jamen er det ikke bare tre points og så videre til de næste otte kampe?

Jo, det skulle man umiddelbart mene, at Pellegrinos tropper spiller en frisk omgang fodbold og har tidligere i denne sæson slået Barcelona på udebane, ligesom man fik uafgjort mod Atlético Madrid på Estadio Vicente Calderón.

Dermed bør alle advarselslamper blinke og styrken i skæret bør ikke mindskes af, at Marcos Llorente sidder på tribunen, som følge af den klausul Real Madrid altid pålægger udlejede spillere, som på den ene eller anden måde kan risikere at komme til at møde Real Madrid.

Real Madrid må også se bort fra en midtbanekæmpe, nemlig Casemiro, som er ude med karantæne og samtidig har Zidane valgt at give pause til Sergio Ramos, men alle mand er til rådighed i Real Madrid-truppen, så franskmanden har rigeligt med muligheder til at dække hullet efter de to.

Inden kampens start vil der blive rullet en gigantisk Juanito-tifo ud på Estadio Santiago Bernabéu, som vil være totalt udsolgt til opgøret for blot anden gang i denne sæson og tilbage er kun at sige, at det er nu, at man skal gå ud og vise Alavés og alle de andre hold, at ”Noventi minuti en el Bernabéu som molto longos”.....

Real Madrids forventede hold: Casilla, Carvajal, Pepe, Nacho, Danilo, Kovacic, Kroos, Modric, Cristiano Ronaldo, Bale, Benzema.

Seneste artikler...