Optakt: Giganternes lokalopgør
Lørdag eftermiddag på Estadio Santiago Bernabeu er verdens uden sammenligning bedste lokalopgør. Mens TV-stationerne promoverer et håbløst opgør mellem Stoke og Liverpool som ugens kamp i dansk TV, mødes Champions League-finalisterne anno 2014 og 2016 i et brag, der meget vel kan blive afgørende for såvel La Liga, som Champions League-kvalifikationen.
De to klubber kommer ind til lørdagens kamp med enorme mængder selvtillid. Således har begge hold vundet fem af deres seneste seks opgør i ligaen, mens ingen af dem har tabt siden februar. Det er uden tvivl et mastodont-opgør der er tale om i den spanske hovedstad.
Diego Simeones tropper missede i flere omgange i første halvdel af sæsonen og er derfor praktisk talt ude af mesterskabskampen, selvom man i foråret er kommet tilbage til de klassiske dyder med hårdt arbejde og enorm intensitet, hvilket har betydet at man i de seneste seks opgør blot har lukket ét mål ind. Omvendt scorer Zinedine Zidanes drenge i samme periode tre pr. kamp, så statistikkerne bakker op om, at det også er to stilarter indenfor fodbolden som står overfor hinanden.
Hos Kongeklubben vil man utvivlsomt sætte sin lid til at BBC endelig finder det gear, som kan blive forskellen på succes og fiasko i foråret. Således scorede Cristiano Ronaldo et imponerende hattrick i november måneds kamp, men sammen med særligt Gareth Bale har CR7 ikke været prangende i den seneste tid. Dette – krydret med flere fremragende indsatser fra reserverne – har sået tvivl ved, om BBC bør være selvskrevne til holdkortet.
Samme diskussion gælder på midtbanen, hvor Isco har brilleret, alt imens Toni Kroos og særligt Luca Modric har været uskarpe. Mon ikke det bliver det sædvanlige trekløver med Casemiro, Kroos og Modric når alt kommer til alt.
Hos Atletico Madrid er der næppe megen tvivl. Felipe Luis, Savic, Godin og Juanfran skal beskytte Oblak i målet. Foran dem spiller Saul, Gabi og Koke, mens stjerneskuddet Carrasco, sammen med Torres og altid farlige Griezmann skal skabe chancerne.
Et brag uden lige bliver det i hvert fald til. Og snyd ikke dig selv for det. Uagtet at danske TV-stationer hellere vil promovere en kamp fra Stoke, end et brag mellem to af fodboldens bedste hold i en altid vidunderlig atmosfære fra verdens smukkeste stadion.
Real Madrids forventede hold: Navas; Carvajal, Pepe, Ramos, Marcelo; Kroos, Casemiro, Modric; Bale, Benzema, Cristiano Ronaldo.
