Aspirerende alternativer til back-pladserne

Marcelo instruerer den unge Lienhart under en træningssession.

Madridistas har med få kampes mellemrum måttet se til i ærgrelse, da først Varane udgik med en muskelskade i opgøret mod Alavés, og da Pepe i weekendens derbiopgør gik fra banen med to brækkede ribben, efter et uheldigt sammenstød med Kroos. Det har efterladt Zidane i et alvorligt problem, eftersom han nu blot har Sergio Ramos og Nacho til disposition i den bagerste kæde. Så hvem kan vikariere for de skadesplagede backs?

Zidane behøver ikke at spejde langt og længe, for i Castilla findes flere aspirerende backs, som kan træde til i tilfælde af at det for alvor brænder på i forsvarskæden.

Mario Hermoso, 21 år. Han bliver beskrevet som backkædens leder på Castilla. Allerede i en alder af 17 debuterede han, da han i Trofeo Bernabéu-opgøret mod Millonarios FC kom på banen i anden halvleg. Han foretrækker at bruge venstrebenet, noget der skiller ham ud fra de øvrige centerbacks på førsteholdet, og derudover har han været testet på et højere niveau end sine øvrige holdkammerater, eftersom han i sæsonen 2015/16 tørnede ud for Valladolid i den næstbedste række. Han udmærker sig i hovedstødsdueller med sine 184 cm, han er god med bolden for fødderne og hurtig på kortere distancer. Han er fast mand hos Solari og har spillet 29 kampe for Castilla – alle som en del af startopstillingen. Derudover er han viceanfører, og bærer bindet i tilfælde af at Enzo ikke er til rådighed. Han står noteret for en hovedstødsscoring i pointdelingen mod Zamudio.

Philipp Lienhart, 20 år. Måler 185 cm, men på trods af dette beskrives han som værende elegant i sit spil. Han ankom til Real Madrid for tre år siden efter at have været igennem Rapid Wiens ungdomsrækker, og har i to år været en del af Østrigs U21 landshold. I 2015 blev han af Benítez udtaget til et hjemmeopgør mod Levante, men har endnu til gode at debutere for førsteholdet. Han bliver beskrevet som en centerback af høj kvalitet og er afgørende i sit defensive arbejde. Han har spillet 23 kampe for Castilla hvoraf han har indgået i startopstillingen 22 gange.

Álex Salto, 19 år. Er netop vendt tilbage efter en skade der holdt ham ude af spillet i længere tid. Han udmærker sig ved sine tekniske egenskaber og sin overbevisende styrke, som kommer til udtryk i direkte dueller med modspilleren. Han har fart i benene og har grundet en skade kun spillet fire kampe i sæsonen.

Javi Sánchez, 20 år. Han figurerer sammen med Lienhart og Salto på Real Madrids B-liste i Champions League og er ligeledes en centerback der til dagligt tørner ud for filialen. Han har i Lienharts skadesfravær brilleret i backkæden og hans indsats blev beskrevet som værende fremragende. Han er hurtig og har en fremtrædende personlighed på banen, han er god ved returbolde og derudover udmærker han sig ved sin spilforståelse. Han har spillet ti kampe fra start og scoret to mål for Castilla.

Seneste artikler...