Optakt: På jagt efter det unikke

Varane er skadet - igen - og hans plads i forsvaret overlades til Nacho.

 

En ikke specifickt betegnet dansk betting-side kaldte aftenens kamp mellem Bayern München og Real Madrid for den moralske finale. På nærværende side er vi bestemt ikke uenige.

For ingen europæiske klubber rummer historie, legende-status og karisme som netop de to gigant-klubber, der i aften 20.45 tørner sammen på Allianz Arena i det sydtyske. Faktisk er ingen europæiske klubber sådan for alvor tæt på at være i samme liga som de to klubber, hvorfor det da også synes en kende beklageligt, at årets potentielt største Champions League-duel finder sted allerede i kvartfinalerne.

Det kræver ikke mange besøg hos eksperter og meningsdannere at konstatere, at Real Madrid er den klare underdog i opgøret mod de mangedobbelte tyske mestre, og selvom det er en uvant rolle for Zidanes tropper at være de undertippede, så er det svært at argumentere imod, at tyskerne – selv over to kampe – er favoritter til at gå videre:

Fra bagerste skanse Manuel Neuer over midtbanekrigeren Vidal til frontløber Lewandowski har forhenværende Madrid coach Ancelotti stjernespillere på alle positioner. Og regner man bænkevarmerne med, så fortsætter paraden af aktørerne fra den absolutte verdenstop: Douglas Costa, Thomas Müller og Renato Sanches ventes at starte ude. Ikke ligefrem dårlige spillere at kunne sætte ind undervejs i opgøret.

For førnævnte Ancelottis forhenværende protegé Zidane rummer opgøret alle tænkelige (og velsagtens også sandsynlige udfald): en decideret afklapsning, et sandt madrilensk triumftog, to yderst tætte opgør eller hvad med noget, der først afgøres efter straffespark i Madrid om en uges tid?

Vi ved, det er svært at spå – specielt om fremtiden – men lige netop denne kamp er en del sværere at regne ud.

Meget af madrilenernes chancer skal defineres ud fra en stribe stjerner, der skal have rystet vinterhien af sig og levere på et niveau, der har synes glemt de sidste lange tid. Navne som Modric, Bale og Cristiano Ronaldo er endnu ikke stemplet ind, og det vil være klædeligt, hvis de bruger i aften til netop dette – ellers ser det for alvor sort ud for de hvidblusedes chancer for at blive det første hold, der genvinder Champions League.

AS og Marca peger begge på, at Zidane stiller op i sin vante 4-3-3, men her på redaktionen har vi et billede af, at han måske kunne overraske og eventuelt flytte rundt på nogle brikker i håbet om at overraske Ancelotti. Ikke mindst fordi 4-3-3-formationen også var en Carlo Ancelottis egne favoritter, hvorfor de taktiske huller formentligt også vil være alment kendte hos den nuværende Bayern München-træner.

Et frækt bud kunne være at spille en flad 4-4-2, hvor man ofrer Casemiro til fordel for en løbestærk kantspiller – alternativt at holde fast i midtbanen, men erstattet Bale med Isco og placere andaluseren i en decideret playmakerrolle bag Cristiano Ronaldo og Benzema.

Hold i øvrigt øje med følgende spillere, der sidder uden for i returen såfremt de får en advarsel i aftenens opgør: Sergio Ramos, Luka Modric og Jerome Boateng.

Forventede hold:

Bayern:
Neuer – Alaba, Martinez, Boateng, Lahm – Vidal, Xabi Alonso – Ribery, Thiago, Robben – Lewandowski


Madrid:
Navas – Marcelo, Ramos, Nacho, Carvajal – Modric, Casemiro, Kroos – Isco – Cristiano Ronaldo, Benzema

 

Seneste artikler...