Selv Coentrao har spillet mere end Isco i CL
Hvem har egentlig fået mest spilletid i Champions League? Isco eller Coentrao?
Svaret er: Fabio Coentrao.
Den portugisiske forsvarer, som ellers ikke er blevet brugt meget i denne sæson har nemlig spillet 96 minutter, fordelt over to kampe, mens gårsdagens store helt, Isco, kun har spillet 77 minutter.
Det bliver der dog nok ændret på på tirsdag, hvor Gareth Bale ikke er med og det er en oplagt mulighed for at lade Isco få en plads i startopstillingen og så spille 4-4-2 med Cristiano Ronaldo og Karim Benzema i front. Det er i hvert fald forventningen i spansk presse – og sikkert også blandt tusindvis af Madridistas – at Isco får chancen for at fortsætte de gode takter fra de seneste kampe og spille sig mere ind i varmen.
Mens kun Rubén Yáñez og Mariano har spillet færre minutter end Isco i Champions League, så er den spanske midtbanetekniker væsentligt mere benyttet i LaLiga, hvor han er den 12. mest benyttede spiller.
