Marca: Isco til 2022
Det har floreret længe som et rygte i spansk presse, at Isco ville forlænge sin kontrakt med Real Madrid, men nu mener Marca at kunne præsentere betingelserne for den nye kontrakt, som underskrives efter sæson-afslutningen.
Her mener avisen nemlig, at Isco sætter sig til forhandlingsbordet sammen med Florentino Pérez for at underskrive en ny kontrakt, som binder ham til klubben frem til 2022 og han får samtidig fordoblet sin løn til 6 millioner €, således at han vil befinde sig lige under spillere som Cristiano Ronaldo, Gareth Bale, Sergio Ramos, Toni Kroos, Luka Modric og Karim Benzema.
Efter tirsdagens CL-kamp mod Bayern München slog Isco da også fast, at man er tæt på at nå til enighed om en ny kontrakt og han har ved flere lejligheder udtalt, at hans ønske er at fortsætte i Real Madrid, om end han også har betonet, at det er vigtigt for hans karriere at vide, hvor han står og have udsigt til regelmæssig spilletid.
Derfor mener spansk presse også at vide, at han tidligere på sæsonen har holdt uformelle samtaler med klubber som Manchester City, Liverpool og Juventus, men der bliver altså ikke noget ud af de samtaler og imens kan Zidane glæde sig over, at have Isco i truppen i de kommende år også.
