Optakt: Valencia scorer altid. To gange.
Nacho forbliver i startopstillingen efter en række fine indsatser i de seneste uger.
Først en personlig beretning:
Nærværende skribent har siddet på Bernabéus blå plastisksæder to ud af tre seneste gange Valencia har gæstet Real Madrids hjemmebane i La Primera. Begge gange har været enormt målrigt. Sommeren 2016 endte med en 3-2-sejr til hjemmeholdet, mens maj 2014 bød på en livlig affære, der sluttede 2-2. Dette mål inklusive et efterhånden legendarisk hælmål af Cristiano Ronaldo.
Tidsrummet mellem de to ovenstående opgør har endda budt på endnu en 2-2’er.
Og hvor vil vi så hen med det?
Mest af alt at Valencia har en irriterende evne til at spille enormt godt, når de møder Real Madrid – og desværre også score minimum to mål. Faktisk skal vi heller ikke mere end tre måneder tilbage for at finde seneste hovedpine forudsaget af valencianerne. 2-1 vandt ’Los Che’ hjemme på Mestalla. Her på to tidligere mål af Orrellana og Zaza. Sidstnævnte er ikke med i dagens kamp, da han afsoner karantæne. Det samme gør den stærke forsvarsspiller Cancelo, alt i mens Enzo Pérez og Abdennour begge sidder udenfor med skader. Valencia er dog stadig et hold med klassespillere i truppen generelt, så at tro at disse fravær vil medføre en let vej til tre point vil være et eklatant selvbedrag.
For med erstatninger som Santi Mina, Garay og Montoya så ser det stadig ikke helt skævt ud for træner Voro González, der dog omvendt kan se tilbage på et hold, der er uden sejr i de tre seneste kampe. Real Sociedad (hj) 2-3, Málaga (u) 2-0, Sevilla (h) 0-0. Spørgsmålet er, om den dårlige trend fortsætter.
Valencia kan dog finde noget glæde i, at Real Madrid befinder sig et tæt program, der indeholder i alt fire kampe inden for den næste halvanden uge. Og hvor meget vil det afspejle sig i Zidanes valg af startopstilling til i dag?
For med b-holdet gik det mere end glimrende mod Deportivo onsdag, men mens James, Kovacic, Isco og Asensio alle brillierede på Riazor, så er det forventeligt, at i hvert fald Cristiano Ronaldo, Kroos, Modric, Casemiro og Benzema er tilbage fra start – på beskostning af hvem bliver mere spændende.
Internettet har allerede skreget på, at både Asensio og Isco bør starte, men det har Zidane oftest ikke været påvirket af – om end det efterhånden ligner idioti ikke at bruge fremragende Isco. Hver gang.
Rent defensivt bliver der desuden også roteret, hvor Navas erstatter rystende usikre Kiko Casilla, mens Carvajal helt logisk træder ind for Danilo (som ellers gjorde det fint mod Deportivo), Ramos er desuden tilbage i truppen efter afsonet karantæne, og det giver ham en plads i truppen i stedet for Varane, der glider helt ud af truppen.
Vær i øvrigt opmærksom på, at kampen i dag bliver en tidlig affære med kampstart allerede 16.15 – hvorefter holdet forhåbentligt kan sætte sig på plads i sofaerne i den spanske hovedstad og kippe med de blå-hvide-farver, mens El Derbi Barceloní kører på tv-skærmen.
Dommer er Gil Manzano.
De forventede hold:
Real Madrid
Navas – Marcelo, Ramos, Varane, Carvajal – Kroos, Casemiro, Modric – Isco – Cristiano, Benzema
Valencia
Alves – Gaya, Mangala, Garay, Montoya – Nani, Medrán, Parejo – Mina – Soler - Munir
