Real Madrid betaler Málaga 1 million € for mesterskab
Pengefyldte kufferter er den gode historie i spansk fodbold, når mesterskaberne skal fordeles.
Her snakkes der ivrigt om, hvordan mesterskabskandidaterne betaler deres modstandere for at holde en halv fridag, men rent faktisk kan Málaga se frem til at modtage 1 million € af Real Madrid, såfremt mesterskabet havner i den spanske hovedstad. Og det sker på fuldt legal vis.
Isco har nemlig en klausul i sin kontrakt, som tvinger Real Madrid til at sende det beløb afsted til Málaga, hvis man vinder det spanske mesterskab. Den aftale blev indgået i forbindelse med Iscos skifte til Real Madrid for 27 millioner €, hvor en af klausulerne var en bonus for hvert Real Madrid-mesterskab.
Det er foreløbig ikke blevet til nogen mesterskaber, men tilfældet vil at netop Málaga kan være modstanderen, hvor Real Madrid sikrer sig det spanske mesterskab - og så på sidste spilledag. Klausulen løber til og med næste sæson, hvor Iscos kontrakt med Real Madrid udløber.
