Mijatovic: Juventus er en taber-klub

Der er ikke megen tvivl hos Real Madrid-legenden, Pedja Mijatovic, om, at Real Madrid vil vinde en kommende CL-finale mod Juventus.

Mijatovic var manden bag La Séptima med sin enlige scoring i opgøret mod netop Juventus i 1998 på Amsterdam Arena og montegrineren mener endda, at Juventus er en taberklub.

Det fortæller han i et interview i El Larguero på Cadena SER, hvor han også slår fast, at ”taberklub” ikke skal forstås så bogstaveligt, som det er skrevet. Han siger:

- Juventus er et seriøst hold, som næsten altid forsvarer til perfektion og de har masser af kvalitet fremme. Real Madrid og Juventus vil komme til at møde hinanden i en smuk periode for begge klubber, men Juventus plejer at tabe finalerne, mens Real Madrid vinder dem hver gang de spilles.

Pedja Mijatovic levner heller ikke Atlético Madrid skyggen af mulighed for at vende tirsdagens nederlag på 3-0:

- Jeg mener, at Real Madrid kan vinde på Estadio Vicente Calderón. Tirsdagens kamp gav Real Madrid en plads i finalen og jeg giver ikke Atlético Madrid nogle muligheder i returkampen. Nøglen er, at alle Real Madrids spillere er klar til den kamp.

Endelig har Mijatovic også en holdning til debatten om Cristiano Ronaldo:

- Folk kan godt lide at snakke om og kommentere på, hvorvidt han er færdig eller ej. Cristiano Ronaldo er måske ikke så imponerende som for nogle år siden, men han laver vildt mange mål.

Seneste artikler...