Asensio; de friske par ben i de store kampe

Juni 2016 endte Asensios succesfulde lejeaftale hos Espanyol, og Zidane vurderede, at man gerne ville have den 21-årige spanier indlemmet i truppen i stedet for et yderligere lejeophold.

Næsten et år efter at være taget under vingerne hos Zidane, er det tydeligt, at dét valg har vist sig at bære frugt. Allerede i sæsonens første kamp, Super-cuppen mod Sevilla, så man konturerne af en usleben diamant med hvad der må siges at være et af sæsonens bedste mål.

Asensio er blevet et billede på Real Madrids uhyggeligt stærke bredde, og selvom han endnu ikke er førstevalget, så har han alligevel berettiget sig 1741 minutter på banen med 9 mål og 3 assists til følge. Et minutantal, der vel sagtens gerne måtte være højere i fremtiden.

Særligt den seneste måneds tid har Asensio haft en helt særlig rolle som en taktisk løstestang, hvad enten det har været for at holde på et resultat eller i jagten på et. Han har således været et sikkert kort at spille som indskifter i udmattende kampe som mod Bayern, Barcelona, Valencia og Atletico. Her har det øjensynligt været planen hver gang at bringe ham i spil, når Real Madrid har haft brug for Asensios fart, tekniske kunnen og arbejdsomhed.

I tirsdagens kamp mod Atletico blev han eksempelvis brugt til at holde fast i bolden og drive den fremad, så man kunne udnytte de mange huller, der opstod i de sidste 20 minutter i Atleticos midtbane og forsvar, så lillesøster aldrig rigtigt formåede at lægge et helt uimodståeligt pres. Han vigtighed afspejles af hans karaktergennemsnit i de store kampe; 3,15.

Som et af Zidanes mest yndede taktiske kort er Asensio qua sin unge alder et vigtigt aktiv for de næste sæsoner, hvor han sandsynligvis vil kæmpe sig tættere og tættere på en fast del af startopstillingen, selvom denne vej kan synes lang i verdens breddeste og stærkeste trup.

Seneste artikler...